Mit Haab, du var som den vildfarne Fugl,
der flyver paa Mark og paa Hede,
søger mod Stormen saa mangt et Skjul,
men aldrig faar bygget sin Rede.
Mit Haab, du steg som en Ørn over Sky,
stolt af din Vinges Styrke,
men dalede træt og søgte dig Ly
i Nattens dybeste Mørke.
Mit Haab, mit Haab! — du har fundet din Vej
og klart kan du Maalet skue.
Nu flyver du rolig og trættes ej,
du min Vandrings trofaste Due.