Jeg vandrer ad den Vej, jeg har valgt mig engang,
jeg vandrer uden Frygt, uden Klage.
Jeg vandrer snart i Stilhed og snart under Sang
og ser mig kun sjældent tilbage.
Er Vejen stundom trang,
og gaar det mangen Gang
kun langsomt, som i Kamp med stride Bølger,
min Vandring standser ej:
jeg ved jo Maal og Vej
og ved, paa hvem jeg troer, og hvem jeg følger.
Saa strider jeg min Strid
og faar dog stundom Tid
at hjælpe, hvor jeg kan det, paa de Andres.
Ved Morgen glad og let,
ved Aften hed og træt,
og saadan skal det være, naar der vandres.
Jeg vandrer snart i Stilhed og snart under Sang,
jeg vandrer uden Frygt, uden Klage.
Jeg vandrer ad den Vej, jeg har valgt mig engang,
Jeg vandrer den alle mine Dage.