Da Parnassets Marker her i Landet,
Der ei ligge høie, som man veed,
Sankt Apoll paa Pegasus indreed,
Hellig Anders lig i det og andet —
Rendte Klepperten i fulde Spring,
Medens Guden sov, saa vidt omkring,
At den rundt om Ringsted dragne Ring
Slutted ind en Mængde selv af Vandet —
Al vor Torv — og hele Flyvesandet.
Da han vaagned op igien (paa Spraa,
Hvis jeg mindes ret) tilsidst, og saae
Meget meere Mose, Krat, og Steene,
End, især saa langt fra Hippokrene
Han til Dyrken havde regnet paa —
Maatte han, nødtvungen, og indbyde
Hver en Revl og Trevl i Eng og Gyde,
Heel, og halv, der end i Spiren laae —
Kierne, Svibel, Græs, og næsten Straa, —
Kort: hvert Fyn-Frø, Siællands-Korn og Jyde: —
Til at giøre Sit, og blot som Noer,
Til den grændseløse Haves Flor,
Før de hastig talte Vaarens Dage,
Der for Spiring var endnu tilbage —
Og de kolde Nætters sidste Spor
I den tøede Snee der faldt i Fior —
For den første Dannelse henrunde.
Neppe lød Apols forlegne Bud,
Før en Kløe, der sig allenstunde
Reiser, troer jeg, af for megen Slud,
Foer i hvert, indtil det mindste Skud;
Og de skyndte sig af Hiertens Grunde
Her og der i Jorden, Dag og Nat,
Hvor de paa lidt Fugtighed fik fat
Med de nedadvendte spæde Munde,
Dog at hæve sig en lille Klat.
Snart de pipped frem i Enge, Lunde,
Selv i Heder og i Mosegrunde —
Somme halvveis høit, og somme plat —
Hin, som Nelde, den som Paddehat,
Nogle ligefrem, som Revl og Krat,
Andre neppe selv som dit og dat —
Alle, Herre Gud! saa got, de kunde;
Thi, som sagt, dem selv paa Maa og Faa
De smaa Stakler havde maattet saae.
Da nu Tiden kom, Parnasset skulde
Plantes af hvad der var spiret op,
Mønstred Phøbus selv den hele Trop,
(Trods sin Ildpels zittrende af Kulde)
Spørgende de store med de smaa:
I hvad Dragt, og hvor de vilde staae?
Thi han vidste nok, at Poesien
Maa sig bane selv sin egen Stie,
Og, hvad Formen angaaer, være frie,
Dersom der skal være noget i ’en.
(Efter seneste Philosophien
Putter og hver Siæl sig selv sin Krop,
Og ei Flasken blot, men, saa at sige,
Som dens Viin udfordrer det, tillige
Flaskens korte eller lange Prop)
Mængden vilde være Tulipaner,
Hyacinter, eller Enzianer,
Lilier, eller Roser — med et Hop —
Een iblandt dem! alle i een Knop,
Pludselig i fulde Pragt lukt op —
Faa kun vilde være hvad de vare;
Ingen hvor de var. Den hele Skare
Vilde bramme paa Parnassets Top.
Da kom Phøbus og tilsidst til min
Lille, men af Hiertet sprungne Spire,
Det i det korsørske Slots Ruin
Med sin Kalks udsprungne Serafin
Ønsked og hans Have lidt at zire:
Du, den mindste næsten blandt de Smaa,
Graaliggrøn, men himmelsøieblaa,
Sig hvad vil du paa Parnasset være,
Og hvor vil du i min Have staae?
Hvad du vil, (ham svarte jeg) min Ære
Lad i hvad dig synes got bestaae;
Fiern mig eene lidt fra hine Hære,
Og lad mig, skiøndt liden, ei forgaae!
Plant, som Lilie, hin, og den, som Rose,
Selv paa Toppen af den slagne Vei;
Men, hvor det, der blænder, kommer ei,
Var det og paa Randen af en Mose,
Lad mig smile, som Forglem mig ei!