Til sin Psyche
(Af Just Thiele.)
(Af Just Thiele.)
Snart er jeg din, du søde, fromme Muse!
Snart er jeg din, som Himlens Fugle fri!
Naar da omkring mig dine Vinger suse,
Skal de, som nu, ei flagre mig forbi;
Thi i din Nektar vil jeg mig beruse
Og følge dig i alt dit Sværmerie,
I alt dit Haab, din Tro, din søde Gammen,
Indtil af To til Eet vi smelte sammen.
Thi vi var’ Eet, som Lys det var og Skygge,
Før Solens Straaler skillede dem ad;
I Livets Dæmring kunde du ei bygge:
Du svæved’ bort som Duften fra sit Blad’
Du blev den søde letbevingte Psyche,
Der bragte mig det længselfulde Qvad,
Saa tidt jeg dig, og du mig kunde finde
I Maanens Skin og milde Aftenvinde.
Og ofte fandt jeg dig i tause Lune
Du kom, som Kjærligheds Egeria,
Med Kys, naar mine Længselstaarer runde,
Og hviskede saa sødt: „Fra Lydia!“
Men tidt, naar jeg dig der ei finde kunde,
Da vanked’ jeg med tunge Skridt derfra,
En Elsker der til Stevnet fro mon hige,
Og finder Træet vel, men ingen Pige!
Ja, himmelrene Psyche! fromme Muse!
Snart er jeg din, som Himlens Fugle fri!
Jeg hører ofte dine Vinger suse,
Men, vil jeg gribe dem, er det forbi;
Jeg føler Drivt til dybt i Kraft at bruse
Med alle Længslers søde Sværmerie —
O! skjenk mig nu, som før ved Lundens Stammer,
Et lønligt Møde paa mit lille Kammer!