Om en Yngling i en Dal herniden
Svæved, som om Uskylds Par i Eden,
Huldt en Tryllefugl i Blomsterham;
Sang ham, midt i Floras stumme Vrimmel,
Ned til Jorden sødt den hele Himmel;
Var saa munter, væver, from, og tam.
O! hvor elskte han dens underfulde
Dybe, rene, milde, søde, hulde
Hiertetoners inderlige Klang!
Ak! men neppe var hans Vaar udrunden,
Før den himmelske ham var forsvunden,
Og ei meere lød den elskte Sang.
Med sin lille Hyrdestav i Haanden
Vandrede han ud saa moed i Aanden,
Søgende sin Sangfugl overalt;
Men, forgiæves! ingen Stemme svarer!
Ingensteds sig for ham aabenbarer
Meer den blikfortryllende Gestalt.
Vee mig! vee mig! raaber han, forvildet,
I en Labyrint af Torne hildet
Midt i Ørkens uveisomme Krat:
Ak! omsonst, af Eden ude, leder
Efter Paradisets Herligheder
Uskyld af sin Engel selv forladt!
Ingen Bæk i Sandets Tørke rinder,
Taaren standser selv paa mine Kinder,
Neppe føler jeg mit Aandedrag;
Rundt omkring mig Ørken sig fordunkler;
Ingen Stierne meer paa Himlen funkler,
Og mit Hierte slaaer sit sidste Slag!
Segnet hen, opgav sin Aand den Gode —
Ida! — som den Segnende tilmode,
Da sit sidste Suk han drog i Sang,
Segner her, i din forladte Have,
Mellem sin Begeistrings sunkne Grave
Harpen, som af dig omsvævet klang.
Du, som der, hvor Uskylds Chor sig svinger,
Høiere, paa dine Toners Vinger,
Over Pindus, og Olympens Sal,
End hver anden Tryllerest af Eden,
Der bevinger Harperne herneden,
Hævede mig Sangens Ideal —
Du, min Siæls Tilbagegiverinde
Her i Støvet af hvert Himlens Minde
Fra den Tid, jeg var et Barn endnu —
Fra den Tid, da paa sin Uskylds Stengel
Blomsten, der nu visner, var en Engel,
Elsket, from, og elskelig, som du —
Du, som, ubevidst, i stille Lunde,
Medens mine tause Taarer runde
Hyldende Naturen i din Kunst,
Lønnede det yndekiælne Hierte
For enhver opofret Elskovs-Smerte
Med en Huldgudindes sødste Gunst —
Du, som, uden selv mig nær at drømme,
Lod mig Livets Vellyst-Bæger tømme,
Naar jeg henrykt aandede den Luft,
Morgenrøden i dit Smil forgyldte,
Og som dine Læbers Nyn mig fyldte
Med Cytheres Kysses Nektarduft —
Du, som himmelsk foresang min Stemme,
Hvad mit Dan engang vil meer ei glemme,
Charis-Tonen i min Harpes Klang —
Datter af min Ungdoms Erycine,
Digtrens yngste, sødeste Seline!
Du forlod mig — og nu døer min Sang.
Dog i Døden selv, du Elskelige,
Skal dens Veemod Ida-salig stige,
Som dens Glæde paa din Fødselsdag!
Hør det, Kiærlighedens lyse Stierne!
Og I Nattergaler i det Fierne,
Slaaer igien mit Hiertes sidste Slag!
Tryl den Hulde hist, Teutonas Eden,
Med et Venskabs Paradiis herneden,
Som den danske Haves, hun fløi fra!
Spirer, Himmel-Blomstre, hvor hun træder!
Signer hende, Jordens beste Glæder!
Favner hende, medens Hertha græder,
Hymen, Amor, og Cecilia!