Epopeen.
Naar Mand, som Brudgom, Viv, som Brud,
Giør et Sølvbryllup-Giæstebud,
Og rundt om veldækt Bord med Gammen
Familien nu sidder sammen
I skiøn fortrolig huuslig Roe,
Mens Fader ene høit ved Bordet
Om svundne Dage fører Ordet,
Og selv de Mindste lytte froe —
Mig synes, at et episk Digt
Har noget Lignende med sligt;
Naar nemlig hint og dette, Kiære!
For Resten er, som det skal være.
Skuespillet.
Naar om i Verden man maae flakke,
Til Fods, til Vogns, til Baads, til Hest,
Med Taffel aabent for hver Giæst
Man tar afvexlende til Takke;
Men vil man stadig paa vor Jord,
Med bundet eller stækket Vinge,
Ved saadant eet i Kost sig tinge,
Maa Værten holde sluttet Bord.
Dog dette giør (det veed vor Herre)
Blandt Spiseværterne de færre;
Den Slagter, til hvis Spisehold
Her hiemme tyer hver sulten Knold,
Han giør det allermindst, desværre!
Fortællingen.
Det maa være
Smaa Parabler,
Simple Fabler
Om de kiære
Bier og Myrer;
Eller sære
Eventyrer
Om Mirakler,
Og Spektakler,
Og Uhyrer;
Hvordan, Kiære!
Saa de ere,
Bør de være
Smagelige,
Og for Sandsen
Uden Standsen,
Saa at sige,
Let nedglide;
Slaaer tillige
Lidt til Side,
Hvad der gled
Artigt ned,
Kan ei skade,
Som paa Fade,
Saa paa Blade.
Mig behager,
For min Deel,
I et Fad
Risingvelling
Med Kaneel;
Og mig smager
Paa et Blad
I Fortælling
Saa omtrent
Og paa Prent
Samme Mad.
Oden.
Jeg ligner Oder
Især, som dine,
Min gamle Broder
I gamle Rom!
Med stærke Vine:
(Gid det om mine
Bag hine Floder,
Hvor nye Moder
Sig Lyricine
Lidt bryder om,
Var og Din Dom!)
Dem ret at smage,
De maa forvares
Til Høitidsdage;
Paa dem maa spares
I Vaar og Sommer,
At lidt tilbage
Deraf kan blive,
Naar Høsten kommer,
For at oplive,
Hvor seent den kom,
Med gyldne Straaler
I Hebes Skaaler
Vor Alderdom.
Viisen.
Vel kaage kun Flammer af Solen
En Nektar af Druernes Saft;
Dog Bærrenes nærmere Polen
Har og vederqvægende Kraft.
Den større Begeistring vi prise,
Den mindre man ikke forsmaa!
For Mængden er Ode hver Viise,
Mens Oden er Viise for Faa.
Satiren.
For Aanden qvægsom Drikke,
Lidt underligen blandet,
(Hvorfor den her i Landet
Og gielder eller ikke,
Den er dog intet andet)
Nu Æblemost, nu Viin,
Nu Saft af Bær, og Blade,
The, Kaffe, Limonade —
Men alt, som Medicin.
Den bedste har dog Lugten
Og Smagen, kiære Ven,
Af ædle Mokkafrugten;
Og virker og som den.
Som den og bør den være,
Vor Ewalds Ord i Ære,
Lig Venskab selv, det mærk!
Reen, umisbrugt, og stærk.
Lidt Bittert er den eget,
Sær naar den brændes meget,
Som den, af salig Swift,
Der smagte fast, som Gift.
Men, for paa det at bøde,
Deri man komme bør
(Især til Jer, I Søde!)
Lidt Sukker og lidt Fløde —
Som frit jeg sige tør,
Min Muse stedse giør
I den, og, vel at mærke,
Venskabeligen stærke,
Jeg laver, nu, som før.
Elegien.
Naar i et bestandigt Smil
Legende med Uskylds Dukker,
Eller selv med Amors Piil,
Af og til din Veemod sukker,
Lad et vaadt jeg veed ei hvad
Flyde paa det tørre Blad!
Men skal det ei blive Lage,
Skal det og din Læser smage
Som en liflig Elegie,
Maa din Taare blot ei flyde,
Maa dit Smiil og kraftig gyde
Lidt Citron og Sukker i.
Epigrammet.
Et Epigram
Er ligt en Dram,
Som du har nødig,
Naar du er mødig,
Og, med Forlov!
Naar du er flau.
Læredigtet.
Men Dram og Dram
Er mangehaande,
Som Aand og Aande
Som Ram og Ram:
Der gives Dramme
Fra Gammel Rhum
Til Brandium;
Med Epigrammer
Er det det samme,
Fra hine Flammer,
Der Fienden ramme,
Lynkiiler lig’,
I aaben Krig,
Til de ludlamme,
Haandtrykte, klamme,
De trufne Trolde
Bag Sneens Volde
Fra Smugbagholde
Tilkyle mig.
Epistlen.
I det jeg spørger Læseren med Ilen,
Og uden Tankens alt for lange Filen,
Hvad Lighed en Epistel har med The?
Jeg triver een i min Maneer maaskee.
Min Læser veed nok selv, jeg har den Ære,
Deri saa simpel, om just ei saa kort at være.
Catulliaden,
eller
Flyvedigtet.
Snart i Kopper, snart i Kummer,
Snart i Kruse, snart i Glas,
Let det bruser,
Let det skummer,
Straalespillende, som Gas;
Og, om det just ei beruser,
Som de mindre lette Drikke,
Tryller det i Øieblikke
Dog tilpas.
Men for ikke reent at svinde
Bort med Øieblikkers Minde,
Ligt hvert andet Tryllerie,
Der med Drømmen er forbi,
Maa der være noget i —
Maa det meer end kunne sandses
Af en flygtig Fantasie;
Som Komet i Poesie
Maa det svandses!
Det er uden Theorie;
Men dets Stempel
Dog bekrandses
I hvert ægte Smagens Tempel
Af de Ni.
Kiendre I,
For Exempel,
Mester frandses
Xenien.
Kunstens Afmagt. Gøthe gav og Schiller,
Helvedere Helveder i Draaber,
Og so dyvlet Dyvelsdræk i Piller —
Mindre giør dit her, hos os, jeg haab.
Kiæmpeviisen.
Man har meget Smukt fortalt
Om den underlige Spise,
Som engang i Ørken faldt —
Manna, troer jeg, dengang kaldt —
Der, i Mangel af en bedre,
Smagte sødt de gamle Fædre:
Man den gamle Kiæmpeviise,
Som de nye Dværge prise,
Ligerviis bør ogsaa hædre;
Men ei lade sig forføre
Til at dyrke Korn med Sveed,
Der kan eene regne ned.
Hvo, som Øre
Har, han høre:
Gammelt Qvad er skiønt og stort;
Det er got, naar det er giort;
Men det lar sig ikke giøre!