Ode
Til Frue Henriette C**********
Til Frue Henriette C**********
Paa hendes 27de Byrdsdag.
Paa hendes 27de Byrdsdag.
(Over en samme Morgen af Katten dræbt Kanarifugl.
(Over en samme Morgen af Katten dræbt Kanarifugl.
Fyld mig Digterrusens fulde Maal,
Nektar, som i Hebes rakte Skaal
For den evig unge Sanger bruser,
Tryl mig ind i Rosens skiønne Vaar
Hvis i Dag nu fulde Blomstrens Aar
Gratier formeerede med Muser!
Lad mig paa den dobbeltsignte Fest,
Som de tolv Huldinders budne Giæst,
Glemme glad, at i dens Morgenrøde
(Just som, vaagnet, al Naturen loe)
Bytte for en mordersk Tigerkloe,
Mens omsonst Auroras Taarer fløde,
Min Eurydice blandt Fugle fik
Af et grusomt slangegiftigt Stik
Sangerlivets Banesaar, og døde!
Lad mig tømme Glædens Bæger ud
Før jeg paa den yndigste blandt Dage
Hyller mig i Flor paa Sorgens Bud,
Og begynder Sangens ømme Klage!
Und mig, Hebe! frie kun denne Dag
For hver Støvets Qval og jordisk Smerte!
Døv i Festens hulde Dronnings Hierte
Hver en Kummer, til det mindste Nag!
Lad din fromme Søsters søde Smiil,
Ligt dit eget, der Alciden qvæget,
Naar du krandser ham Olympens Bæger,
Dølge mig i Barmen Dødens Piil!
Tænkende kun paa den Skat i Livet,
Hendes Huldkreds blev i Hende givet,
Lad den Aand, som du forynger mig,
Blot i Dag i Himlen drømme sig!
Siden skal den, Thrakers Orpheus lig,
Med sin kielne danske Lyra stige
Ned i Skyggers underjordske Rige;
Og, hvis der og ei en Tigerkat,
Eller, hvad for Sangen er det samme,
Avinds Moder, Furiernes Amme,
Nu behersker Plutos gamle Nat,
Skal det lykkes den, hvert Helvedøre
Med en Sang og med et Harpespil,
Alle Tolv begeistrede den til,
Paa Cocytus Svovelbred at røre.
Og hvis Burets tabte Minna selv,
Som vil troe, sin Navnes Røst at høre,
Den kan ei til os tilbageføre
Triumferende fra Dødens Elv,
Skal den dog paa Sangens Seiervinge
Budskab fra den Elskelige bringe;
Og i dette skal hver Sangens Ven,
Skuffet af de Toner, som mig lærte
Fugles Salighed og Fugles Smerte,
Troe et Øieblik, at høre den.