Thora
Femte Sang.
Femte Sang.
Inden vi videre gaae paa den fremad mørkere Bane
Til det endnu sig fiernende Maal i Sagnet om Thoras
Skiæbne, der tidsnok, frygte vi, heelt udfolder sig for os,
Vende tilbage vi lidt, for eet og andet i Grimers
Liv, og den selsomme Rollers især, til større Belysning
Af vor Histories inderste Gang, udførlig at melde.
Saae vi dog hidtil blot, hvad kom for Dagen paa Havsgaard,
Ikke hvad, Kulen alleene bekiendt, end hyltes i Mørket.
Længe havde det natlige Tog til den rige Herkullers
Eensomme Gaard, sit kronende Værk, besluttet i Hulen
Rødskiæg, dreven af Skiæbnen, hvis Blindheds styrende Hersker
Fandt ham moden med hele hans Æt. Af andres Beretning
Kiendte han Gaarden, og Folkene der, men uden at vide
Hvem Lænsmanden egentlig var, end sige hans Huuskarl,
Eller den der i Roligheds Skiød opblomstrede Thora.
Hvis ham var lykket hans Plans Udførelse, havde han dræbt dem
Alle, derpaa giort ryddeligt Huus, og vendt med sit Bytte
Roligen hiem. Men, som vi har hørt, den Uskyldiges Kiækhed
Giorte til intet hans Iid, og styrtede ham og hans Mordtrop
I den Grube de grov. Saa gaaer det seent eller tidlig
Hver Retfærdighed trodsende Vold, Tak Himlen, herneden.
Kun oprykkes ei let med samtlige Rødder det Onde
Her eller der; det kommer igien, og voxer paa ny frem,
Hvis ei qvæles i Fødselen hver dets vippende Spire.
Halv kun, og utro, havde fortalt til Roller dernede
Sammenhængen med Grimer den blodhevntørstige Grimla.
Ikke var Thora Skyld i hans Død. Det stærkeste Hierte
Havde vel knuust, hvad ham hændtes den Nat, han stønnende slæbte
Til Domstedet den levende Trops aflivede Formand,
Lidt kun anende Læsset han bar. Paa Veien, et Steenkast
Blot fra Byen, han ilede til, med Liget paa Ryggen,
Langt bag efter de Ti, blev Dødens Byrde for tung ham.
Op mod et Grøvt-Steengierde den stillende, satte han selv sig,
Pustende lidt, med et Lin, ham havde kastet om Halsen
Thora, der havde det revet fra sin, sig tørrende Sveden.
Allerbest som han sad, skraas for den stablede Dødning,
Uden at tænke paa noget, i det han kasted et Blik hen,
Forekom skinbarligen ham det blodige Hoved
Dreie sig pludselig, grinende fælt i den dalende Maanes
Mat oplysende Skin. Lidt længere hen, til den anden
Side, han satte sig, keed af dets Griin; men Hovedet syntes
Dreie sig atter; og ei var i Stand hans ængstlige Stræben
Blikket at vende derfra. Tilsidst han satte sig lige
For det, stirrende kiækt i de Bryn, hvis truende Hvælving
Havde med eet Slag nyligen knuust hans rammende Kølle.
Haarene blot var levrede lidt om Panden; men under
Issens den blodige Snee, vidaabne, blikkede rædsomt
Øinene, Stirrerens Blikken imod. Om hans bankende Hierte
Blodet blev Iis; thi han troede med eet at skue sin Faders
Ansigt, hvilket han end sig erindrede, skiøndt han som Barn kun
Havde ham kiendt, og troede ham længst hensmuldret i Graven.
Selv sin Moder og holdt han for død, skiøndt længe derefter,
Fiernt i Sielland. Han vidste kun lidt om begge, da tidlig
Ud af Hulen han kom, og ei meer vendte tilbage.
Eet kun havde han aldrigen glemt: sin Faders engang ham
Truende Blik, og de Hilsenens Ord, hans Moder bestandig
Førte paa Tungen: „Jeg kommer igien!“ dog uden at vide
Sammes Betydning. Om Brødre ham ei det mindste var kundbart.
Alting havde ham skiult, og især sit blodige Haandværk,
Faderen, frygtende hvad ham engang var spaaet af en Troldhex,
Hvis ei blev til sit Yderste frie den ældste for Blodskyld.
Derfor gav han i syvende Aar med Moderens Viden
Grimkul, Navnet forandrende lidt, i Kost til en Huusmand
Fiernt, og paa tredie Haand. Som Barn fra Fremmed til Fremmed,
Vogtende Hornqvæg, Faar, og Giæs i Blekin og Halland,
Kom han i Tieneste, voxen, tilsidst hos den ærlige Lænsmand,
Uden at kiende sin Slægt, og selv ukiendt af sin Huusbond.
Af og til blot havde han seet sin Moder, i Skaane,
Kommen fra Sielland (sagde hun ham) med Posen paa Ryggen
Hvergang vendende did tilbage, truende hvergang,
Aldrig at see ham meer, hvis nogen han nævnte sit Møde;
Men sit „Jeg kommer igien!“ ham høit tilraabende hvergang
Hun ham i Skoven forlod. Da syv Aar siden ham henrandt,
Uden at see hende meer, begred han hende, som bortdød.
Nu, det forfærdende Blik, som et Lyn, opklarte hans Fortid,
Nu løb om i hans Hoved, hvad alt fra spædeste Barndom
Mørkt han erindrede sig. Jo meer han stirrede, suste
Dybt ham i Øret „Jeg kommer igien!“ og skar ham i Øiet
Faderens gloende Blik. Dog samlende hele sit Mod, treen
Nærmere han, og tvang sig at troe, ham skuffede Vindens
Viften, og Maanskiævringens Spil. Med kiæmpelig Krafttrods
Strakte han Armen, og hæved en Tot med Fingrene langsomt,
Undersøgende nøie hvert Træk. Ham rystede Hiertet
Angestens koldt omgribende Klo; den blodige Sveed sprang
Ud af hans iisnede Bryst, da han rørte ved Dødningens Isse.
„Fader! Fader!“ udbrød han skiælvende; men som han trykte
Tæt ham Øinene til, green fælt Tandgabet; med eet stod
Morderen for ham igien, og hvert Glimt af Faderen bortsvandt.
Lettet om Hiertet han aandte paa ny. Sig vendende baglænds,
Greb han Sækken, og læssed igien sig Liget paa Ryggen,
Skyndende sig til det Sted, hvor Guds Retfærdighed vinkte.
Der forhøredes, fængslede strax, i voxende Stimlen
Af de tilforn alt purrede Folk, de nøgtende Brødre,
Hver i sin Sæk end, surrede blot med dygtige Hampreeb.
Mellem de rundt Tilstimlede var, med Posen paa Ryggen,
Grimla, der anende havde forladt Rovhulen, da Rødskiæg
Efter sit Tog ei vendede hiem. Hun nærmte sig Grimer,
Aabenbarende pludselig sig den arme, hvis Hierte
Halv alt længe var knuust. Den Lyd: „Jeg kommer igien“ foer
Ind ham i Øret, i det han med kold og rolig Bestemthed
Endte for Retten, i trængende Folks Paahøren, sit Udsagn,
Alt bekræftende, hvad af de ti forhørede Byemænd,
Førend han kom, samstemmende var berettet med een Mund.
Studsende vendte han sig. „Din Fader,“ hvisked hun iilsomt,
„Bar du herhid, og de Ti, mod hvem du vidner, er eet Kuld,
Dine Brødre! Min Søn! bryd ud i pludselig Latter!
Raab: det er alt kun et Spil, og jeg staaer inde for alting.“
Men i det samme bekiendte de Ti. For Øinene Grimer
Sortnedes Alt; en Svindel betog den bævendes Hoved;
Og, som i Blinde, han ravede bort af Trængselen maalløs.
Uden at vide hvorhen, han ilede skyndigen hiemad,
Først nær Havsgaard kommende lidt lidt igien ti sig selv, og
Følende Døden. Den følgende Dag blev fuldelig oplyst
Retten, og samtlige dømt. Ukiendt var stedse til Enden
Grimla nærværende, mærkende sig hvert Vidnes Beretning
Om Kulsækkenes Fangst, som Grimer havde fortalt dem,
Og taus sværgende Hevn den af alle prisede Thora.
End var tilbage den yngste blandt samtlige Sønnerne, Grimkul
Kaldet, som hin, i Helvedes Daab; men oven paa Jorden
Roller, en Yngling nu alt, men end ufordærvet, der stedse
Vogtede Hulen omhyggelig skiult for den øvrige Verden,
Og som aldrig endnu med havde været paa Rovfangst.
Ynglingens Aar han fyldte den Dag, Henrettelsen skeete.
Didtil stedse havde ham holdt tilbage med Omhu
Fra Deeltagen ved Nat og ved Dag i det farlige Haandværk
Fader og Moder, af Frygt for at miste ham; thi han var begges
Øiesteen, sin Moders især. Af Skikkelse deilig
Var han, og inderlig from af Gemyt, og skiøndt ham en Vane
Var fra Vuggen alt blevet, at see bloddrybende Brødre,
Høre fortælle de blodige Mord, og lege med Øxer
Hvorpaa klæbede Myrdedes Blod, faldt aldrig ham ind dog
Ønsket, at gaae med de andre paa Jagt, som det kaldtes dernede.
Alslags Arbeid elskede han, og meest til sit Morskab,
Kravlen i Træer, men Læsning for alt, der og blev forundt ham,
Uden i Biblen, som aldrig han fik det ringeste Nys om;
Thi, ham bestemmende, naar han blev stor, til noget i Verden
Udenfor Hulen, ham Faderen selv alt tidlig at læse
Lærte, ham øvende flittig især i Skrivning og Regning.
Tidt blandt Byttet, man bragte tilhuls, i mangen en Kuffert
Fandtes Papirer og Bøger, og Grimkul slugte dem graadig,
Ledende dog, som han voxede til, fornemmelig efter
Steder, der pegte paa himmelske Ting. Endskiønde ham var aldrig
Yttret om Himmelens Herre det ringeste, skiøndt ham at bede
Der end mindre blev lært; skiøndt kun i Eder og Bander
Lød for hans Øre den Helliges Navn, indsneg hans Hierte
Dog sig en Lyst til at vide, hvad best Uskyldighed aner:
Noget om Gud. Om Spøgelser kun og varslende Gienfærd,
Biergtroldruner, og Hexenes Dands paa Toppen af Bloksbierg,
Først og sidst om Helved især, og Fanden, og Bøddlen,
Hørte han natlig; men sielden et Ord om Himmelens Undre,
Der ham dog og blev forraadt, naar tidt man kiælede for ham,
Engel ham kaldende, Jesus endog ham nævnende, selsomt
Blandende hellige Lyd og gudsbespottende Mundheld
I den berusede Snak. Lig vildt henflammende Kornmod
Slukte sig selv i hans Øre de stegne Helvedes Dunster;
Men hvert Himmelens Lyn slog ned i det elskende Hierte,
Tændende det. Tidt frittede han ved Rokken sin Moder,
Kyssende paa den fortørrede Haand, og tiggende bønlig,
Dog at fortælle ham meer, naar hun sagde ham lidt eller intet
Om et tilkommende Liv, og om Lysets Aander og Mørkets;
Thi lidt vidste hun selv, og det lidt forbød hende Rædsel,
Eller den onde Samvittigheds Orm, at bringe paa Læben.
„Det er kun Drømme!“ hun svarede vred, „gaae Fanden i Vold med
De barnagtige Griller om Ham! hvor tidt har jeg sagt dig,
At der er Navne, som ingen forstaaer. Jeg kommer igien! er
Alt hvad jeg veed, naar du spørger om sligt, og jeg svarer dig aldrig
Andet! er ikke dig nok din Moder? sørger jeg ikke
For dig ved Nat og ved Dag? bryd du dig aldrig om mere!
Nei! nu see mig den diævelske Dreng! nu tviner han, troer jeg:
Grimkul! Grimer! jeg kommer igien!“ og hurtig med Riset
Dænged hun ham saa længe, til endelig, kastet paa Knæ han
Bad om Forladelse, kyssende det. Af troldelig Afkom,
(Altsaa troede hun selv) var Grimla, fostret i Utugt,
Vildt opdraget i Krig af en vildt omflakkende Moder,
Tidlig foreent med en Røver, et halvt Aarhundrede næsten
Hærdet i Rædseler, grum af Natur, og Helvede tilsagt
I en forfærdelig Nat, hvis Daads Bekiendelse Retten
Afbrød, da den begyndte de Ti. Hvad Under en saadan
Moder ei torde fortælle sin Søn om den himmelske Fader,
Hende kun frygtelig Dommer, hvergang det lyned og tordned?
Og dog elskte den Onde sit Barn, og ønskede frelst ham
Af den usalige Vold, sig selv hun havde hengiven.
Faderen voved han aldrig om Gud at spørge; det indfaldt
Ei hans Uskyld, andet for ham, end Zittren, at føle,
Blindt adlydende, hvad han ham bød; dog bød han ham aldrig
Udaad. Brødrene selv, indtil han fyldte de tolv Aar,
Havde den Venlige kiær; men vrantne blev de tilsidst dog
Over Forældrenes stedse dem meer paafaldende Forhuld.
Snart Misundelsen voxte til Nid, og, da han blev større,
Haded de ham, tidt holdende Raad, hvordan ham i Løndom
De fik skaffet af Dage; men Moderen passed for godt paa,
Mærkende Brødrenes Nag, og bevarede Livet sin Yndling.
Saa blev midt i Helvede selv opdraget en Engel,
Uanstukken af Lasternes Pest, skiøndt alt, hvad ham omgav,
Aandede Synd, skiøndt alt, hvad han saae og hørte, var Brøde.
Skoven alleneste var ham bekiendt, i hvilken om Natten,
Sielden forladt af sin Moder, han løb; thi Dagen i Hulen
Søvnen var indviet meest; som Barn kun sielden han Solen
Saae; thi dens Opgang skiulte, til høit paa Himlen en Skovbrink.
Sielden kun havde han Mennesker seet: thi næsten en Udørk
Var i en viid Omkreds den slemt berygtede Kratskov.
Byerne rundt om havde han blot af Brødrenes Udsagn,
Sær naar i Fuldskab mangent et Ord om dit og om dat faldt,
Faaet et Nys om. Heste var ei ham fremmede; selv han
Tidt fik Lov dem at ride til Vands; thi fiernt i en Landsby
Havde sit Tilhold Troppen, forklædt, Kulsviere troede,
Hvor de ved høilys Dag henagede. Hiemme paa Græs gik
Hestene, tøirede Sommer og Høst om Aabningens Falddør.
Grimkul elskte dem høit, og Lam, og Fugle, hans Barndoms
Troe Staldbrødre, beklagende kun, at blot paa Geberden
Han dem forstod, og de ham. Bestandig længtes han efter
Noget, uvidende hvad, og drømte sig talende Fugle,
Syngende Lam, omløbende Træer, og smilende Heste;
Findende dog i den hele Natur det beste sin Moder,
Trods hendes heftige Sind og ham tidt forfærdende Truen.
Reent Uhyre var hun og ei; hun pleied sin Yngel
Trolig; naar een eller anden var syg, hun selv en Slags Ømhed
Viiste, der rørte, som sielden, desmeer, og blid lig afstak
Med Troldfaderens aldrig af Sorg, og aldrig af Glæde,
Smeltede Barms blodhærdede Staal. Hun græd og engang, da
Grimkul, efter et skrækkeligt Fald, laae gispende dødbleg,
Hovedet i den Forbindendes Skiød; og aldrig hans Hierte
Glemte de Taarer der strømmede ned paa hans blødende Pande.
Verden han troede paa hendes og Faderens Yttringer opfyldt
Af blodtørstige Qvinder og Mænd i speidende Ledtog
Mod hans uskyldige Slægt. De Folk, om hvilke han læste,
Sagde man ham, var længer ei til. Afskyelige Skarer
Komne fra fremmede Skove, dem havde samtlig udryddet,
Paa hans eene Familie nær; hans Fader og Brødre
Førte med disse nu Krig. I den Troe blev han, til Havsgaard
Blev ham bekiendt, og et klarere Lys i Livet ham opgik.
Du, som ei veed blot alt, hvad, værdt at mindes paa Jorden,
Hændes herneden, men Himmelen selv paa speidende Vinger
Giennemflyver; og, lyster dig, dybt til Helvedes Afgrund
Dukker, det giftige Mulm randsagende; lyttende henrykt
Snart til velsignende Tanker, som Englene hviske hinanden,
Snart, med Rædsel, belurende Raad, som Diævlene skiule,
Muse! fortroe vor barnlige Liid til din venlige Smilen
Hvad du kun Digterens-Harpe betroer: hvad i Tingenes Tidspil
Aander kun see, det usynlige Baand som dem binder! Fortæl os
Hvordan den Fromme paa Veien blev ført til Forbrydelsens Afgrund,
Trods sin Uskyldighed! Neppe var meer den ømmeste Medynk
Værdigt paa Jorden et Væsen end han; o! viis os de skiulte
Rædsomme Traade, der bandt ham til Qval! lad Ører, som høre,
Fatte den Misklangs Værd, hvis Støvmodsigelse hæver
Tvivl om Udødelighed, og giør i Smerternes Dybmulm
Synlige Himmelens Stierner, de høieste, hvilke vort Jordlivs
Vanlige Nat ei lader os see, knap lader os ane!
Salig er den, der i Live har udtømt Lidelsens Bæger!
Paa Henrettelsedagen erfoer den speidende Grimla
Grimers Død strax efter hans Gang tilbage til Havsgaard,
Ei paatvivlende, Thora ved Gift den havde befordret,
Under Jorden i Hulen, forladt, allene med Sønnen.
Uden at aabne sin Mund, hans Urolighed dølgende længe
Hvad der var skeet, hun modnede dybt i Hiertet en uhørt
Helvede kun optænkelig Hevns ufeilbare Mordplan.
Samme besluttende, kaldte hun frem den skiælvende Grimkul,
Der nu paa tredie Nat vred Hænder, angst og fortvivlet
Over sin Moders levende Død; thi naglet til Stolen,
Uden Spisen og Drikken, hun sad urokkelig steentaus.
„Grimkul! hør mig i“ udbrød hun med eet „nu lever i dig kun
Eneste Søn, min Alderdoms Stav, min eneste Støtte,
Hele min Æt! o! har du mig kiær, saa hør mig, og lyd mig!
Atterkommeren kommer ei meer, din Fader, tilbage;
Aldrig min Førstefødte, din ellevte Broder, den ældste;
Aldrigen komme tilbage de ti. Dem samtlig forraadt har
Vore Fiender en Møe, dig lig i Alder, og deilig,
Som hun er listig og ond, af Had til Troldenes Afkom.
Lang Tid frygted jeg Thora (saa hedder hun) siden jeg eengang
Saae den Elendige, da kun et Barn, paa Veien til Malmøe
Springe mig hurtig forbi, og den gamle Kone, jeg gik med.
Natten tilforn en skrækkelig Drøm mig havde fortumlet
Hovedet reent. Du kiender det Træe, som kneiser i Skoven
Greenløst, skavet, og høit, som en Mast, hvori jeg dig altid
Strængt Opklavren forbød. I dette, syntes mig, saae jeg
Stige din Fader ved Hielp af sin Kulkniv, som han ved hvert Trin
Hugged i Stammen, opsvingende sig til øverst paa Toppen.
Her sig stillende, slængte han ned Haandøxen paa Jorden;
Og een efter den anden nu steg, indhuggende Trin sig,
Dine Brødre; men høiere selv end Toppen af Træet.
Op paa hans Isse sig stillede kiæk den første, paa dennes
Atter den næste, til samtlige ti hinanden paa Hov’det
Stode, mig lidet forskrækkende dog; thi de skioggred af fuld Hals.
Dig omkrampte min Arm; men tilsidst var reent mig umuelig
Holden paa dig; du blev mig for stærk“ — — En pludselig Afmagt
Afbrød her i Spændingens Flugt den Spændendes Tale.
Men i den lyttende Søns dybt giennemborede Hierte
Var nu plantet det rædsomme Træ, der, bærende Dødens
Orm i hver urosvulmende Frugt, rodnæret af Tungsind,
Voxer, og hver omblomstrende Fryd let myrder i Livet.