De Danskes Priis, af Tasso, eller Svends Død
(Episode af det befriede Jerusalems ottende Bog.)
(Episode af det befriede Jerusalems ottende Bog.)
Uveiret var forbi; den rædsomste blandt Nætter
Forsvandt; og over Gotfreds vide Leir
Brød Morgnens Hære frem af Østens Sletter,
Bebudende Naturen Solens Seir.
Den sidste Torden taug; dog Mørkets Sværme giøde
End Helveds-Edder i de svundne Stormes Spor;
Og svævende din Flugt, Alekto, trædsk imøde
Udbrød den giftigste blandt Aander, Astragor:
"Skue hist den Ridder, af hvis støvbedækte Pande
"I snare Nærmen Sveden strømmer ned,
"Dansk er han, eene skaant af Skiæbnen, for at sande
"Den Daad, som sidste Slægt vil studse ved.
"Det Tordenbud, han Leiren har at bringe
"Om Svends og alle Danskes Heltedød,
"For de Beleirende det frygteligste Stød,
"Vil Gotfred til Rinaldos Hiemkald tvinge.
"Søg, i de Frankers Hær at snige dig,
"Fyld den med Avind, Had, og nidske Trætter,
"Mag, ved din Underfundighed og Svig,
"At Mand mod Mand, og hver mod Oversten sig sætter!
"Beaand med nedrig Mistroe hver en Helt,
"Ophids Italiener, Schweizer, Britte,
"Mod Franken! Sving din Brand i Leirens Midte,
"Og tænd med Oprørs Flammer hvert et Telt!
"Alekto værdig er en saadan Daad’, "
Saa slutted Astragor, "vor Fyrste vil paaskiønne
"Din Iver, og med Ædles Blod og Graad
"Dens Udfald til hans Thrones Ære lønne."
Ham hørte Furien, og fulgte Vinket froe.
Imidlertid var alt hin Ridder tæt ved Skandsen,
Og raabte: "viser mig i Hast, og uden Standsen
"Til Øverstens Paulun; mit Bud kan ei beroe."
Ham Veien viistes strax; og, graadig efter snart
At vide, hvad bebuder slig en Fart,
Løb efter ham de studsende Gelidder.
Erbødig nærmer sig den danske Ridder,
Og beiende sig dybt hen over blanke Skiold:
"Fyrste, "brød han ud, hvis Lov alt tusindfold
"Fra Syd til Nord paa Christnes Læber klinger!
"Med tunge Suk jeg dig et qvalfuldt Budskab bringer.
"De Danskes Kronprinds, en ærværdig Faders Stav
"Og ene Søn, den unge Svend, alt længe
"Af ædel Iver brændte, sig at trænge
"Trods hver en Hindring over Land og Hav,
"Til fælleds Tog med dig mod Christenhedens Fiende.
"Den Lod, at kiæmpe her med dig, han fandt saa skiøn,
"At Diademets Vink, og selv hans Faders Bøn
"Ei mægtig var, hans kiække Sind at vende.
"En i uvirksomt Mag henslumret Løbebane
"Hans ærelystne Siæl ei agted Lyset værd;
"At lære Kunsten, ret at ordne Ledingsfærd,
"Han ilede til Kunstens Mesters Fane.
"Hvor rødmed han, at alt Rinaldos Orlogsdands,
"Med lige Skridt af Aar, ham led saa langt tilbage!
"Dog stedse stod hans Hu, selv i hans Barndoms Dage,
"Langt meer til Himmelens, end Jordens Palmers Glands.
"Han rev sig løs, og gik med en begeistret Skare
"Udvalgte Danske Mænd til Thracien ombord,
"Hvor ham Alexius, og dem, som med ham vare,
"I Keiserstaden modtog. See da foer
"Din Sichart, nylig landet, ham imøde,
"Med Tidender fra din berømte Leir,
"Om Antiochiens Erobring, og den Seir,
"I hvilken Tyrken saae din Orlogs Morgenrøde.
"Og meldte hvor din Hær, trods Fiendens Overmagt,
"Skiøndt Persien brød op med alle sine Skarer,
"Utallige, som Hagl der over Marken farer,
"Gik frem, med snare Skridt, mod Zion uforfagt.
"Beskrev ham Dig, og giorde ham bekiendt
"Med dine Kiæmper, og med alle Korsets Helte,
"Og endelig, med ham, som fleest i Kampen fældte,
"Rinaldo, der forlængst hans Higen havde tændt.
"Tilsidst beretted han, hvorlunde nu dit Bud
"Alt mod Jerusalem lod hele Hæren rykke,
"Og hvor man ønsked, at hans Laurbærs snare Skud
"Den skiønne Krands med ny Forskiønnen maatte smykke.
"Den raske Ynglings Siæl gik tændt i Flammer op
"Ved hin Beretning, og hans fulde Hierte brændte,
"Paa hine Fienders Gruus, som Helligdommen skiændte,
"At stige blodbestænkt til Zions Klippes Top.
"Ham syntes, hvad han om din Hærs Bedrifter hørte,
"Bebreide hver en Dag, hendpælet uden Daad,
"Forgieves søgte Keiseren med Raad
"Og Bøn at holde ham; hans Iver intet rørte.
"At have tøvet kun et Blun, maaskee forspilde
"Det store Nu, var al hans ene Skræk;
"I øvrigt brød han ud, jeg trodser Døden kiæk,
"Dens Slag mig træffe tidlig eller silde!
"Og selv bevingede hans Iver Skiebnens Piil;
"Skiøndt senere den ham dog altid havde fundet;
"Han brød, før Solen end i Østen var oprundet,
"Med sine Kiæmper op i fuldbegeistret Jil.
"Frygt at forsinke sig, bestemte ham at drage
"Tvers giennem Landet til Jerusalem,
"Skiøndt han en Omvei havde kunnet tage;
"Men, trods hver Hindring, gik han ligefrem,
"Snart greb os Mangel, snart en Trop af Fiender an;
"Med nye Farer Skridt for Skridt vi maatte kiempe;
"Men ingen sveeg, i Spidsen lynte han’;
"Og vor Begeistring intet kunde dæmpe.
"Rask fulgte vi hans Spor, og vore Barder sang;
"Thi Seier kronte vor forvovne Møie,
"Indtil en Dag ved Solens Undergang
"Vi skued Palestinas nære Høie.
"Her fandt vi vore Speidere; men Skræk
"Stod malt i deres Blikke; hvad de meldte,
"De Ældste Heltes Mod i Hæren fældte,
"Kun Hærens unge Fører end blev kiæk.
"Han hørte rolig, kold, med Smiil, og uforfærdet,
"Hvor nær os trued Fiendens største Magt.
"Og medens alle blegnede forsagt,
"Fremtreen han, svingende med Seiersmine Sværdet.
"To Kroner," lød hans Ord, "nu straaler os imøde:
"En Seierskrone hist, og her en Martyrkrands.
"Og skiøndt for hin mit Bryst begierte først at bløde,
"Med Vellyst vinker og mit Hierte dennes Glands.
"O! mine Brødre! har os Skiebnen her bestemt
"En blodig Grav, saa lad os hævnet falde!
"Som Helte slaae, og døe, og, evig uforglemt,
"Lad Efterverdnen os de Tappres Mønstre kalde!"
"Flux ordnede han alt, anvisende hver Mand
"Sin Hæderspost, og leirede paa Jorden
"Den matte Hær, men bød, udrustet, holde Stand
"Mod Overrumpling i behørig Orden.
"Selv vaager han i Rustning, skiøndt sit Slør
"Alt Natten over al Naturen rulder:
"Da pludselig et rædsomt Vaabenbulder
"Os alle tordner: Seier, eller døer!
"Til Vaaben! "raaber Helten flux, og springer
"I Spidsen af det forreste Geled,
"Og høit sit dragne Sværd han munter svinger,
"Som rørte Maalet alt hans sidste Fied.
"Snart see vi os, skiøndt dækt af Nattens Vinger,
"Omlynt af Fienders Pile fiern og nær:
"En Skov af Spyd og Landser os omringer —
"Og kort: vi kiæmpe midt i Fiendens Hær.
"For stor var Overmagten, Skarer strede
"Mod Enkelte; dog bødte Kraft og Mod
"Paa Mangelen af Magt; og vore Fienders Blod
"Flød strømmeviis i Morderslagets Hede.
"Vort eget Tab tillod os Nattens Flor
"Ei tydelig at skielne: hvilke Helte
"Tilbageblev, og hvilke Fienden fældte —
"Hver slog i Blinde ned hvad ham imøde foer.
"Imidlertid formaaede Natten ei
"Vor Kongesøns Bedrifter at fordunkle
"Lig Morderengelen paa Dødens Vei,
"Man saae ham overalt i Mulmet funkle.
"Som Tordenstraalen, mellem Skrald i Skrald,
"Adsplitter Skyen, og opklarer Himlens Mørke,
"Saa lynede hans Sværd i Fiendens Fald,
"Veiledende vort Mod i Slagets Mørke.
"Vi længtes efter Dagens Komme — Vee!
"Den kom! og viiste, hvad os Natten dækked:
"Hvad Skueplads fik her vort Blik at see!
"Kun Lig hos Lig, saavidt sig Øiet strækked.
"For længe havde Stridens Hede var’t,
"Vor Hær var til en lille Hob indsvundet:
"Den Rest, som endnu stod uovervundet,
"Var for at see sin Undergang kun spart.
"O! hvilket Syn! o Blodbad uden Mage!
"Utallige var Fiendens Skarers Lig;
"Af tvende Tusind vi var Hundrede tilbage.
"Dog uforandret, kold og rolig stod
"Iblandt de blegnende Skioldungen: "Iler
"I deres Spor! "saa raabte han: "vort Mod
"Dem efterligne! Martyrpalmen smiler!"
"Han smilte; svang med sidste Kraft sit Sværd,
"Og froe, saa syntes det, sig til sit Maal at vende,
"Foer han imøde Fiendens friske Hær,
"Det største Helteliv, vor Jord har seet, at ende,
"Hans ranke Krop, af tusind Skrammer alt
"Eet blodigt Saar, sig styrtede, lig Døden,
"I Hedningernes Midte. Rundtom faldt,
"Hvad ikke flygtede, hans sidste Møden.
"Din Almagt, høie Dyd, hans Sværd endnu gav Vinger,
"Og sammenholdt endnu hans sønderhugne Krop.
"Saa rædsomt er for hvert et Skib, som det omringer,
"Et synkefærdigt Vrag, som gaaer i Flammer op.
"Dog endelig, omstormt af stedse nye Farer,
"Igiennembor’t af en uvoren Kiæmpes Spyd,
"Han, midt i Fiendens skrækforstenede Skarer,
"Sank under Vægten af sin egen Dyd.
"Ei faldt han overvundet; Fienden bæved
"End for den segnendes usvækkelige Mod.
"Hans seierstolte Siæl sig først til Himlen hæved,
"Da ned paa Jorden randt hans sidste Draabe Blod.
"Den sidste sank han — ingen var tilbage.
"Jeg eene — Ak! Forklarede: du veed,
"At ei ved egen Skyld mig spartes mine Dage:
"Du veed, at jeg med dig til Døden stred!
"Blandt dem, som om min Prinds i Slaget faldt,
"Laae jeg, i eget Blod, et Vidne til hans Ære;
"Og døende med ham, min Siæl sig drømmed alt
"I Salighedens Hiem imellem Lysets Hære.
"Saa laae jeg længe blandt de elskte Lig,
"Afmægtig, af en Slum, lig Dødens Blund, bedøvet,
"Al, Selvbevidsthed og al Sands berøvet,
"Til et forvirret Lys af Mørket vakte mig.
"Jeg vaagned op, som af en bange Drøm,
"Og skued Lysningen sig Stedet nærme,
"Hvor jeg udmattet laae, for kraftløs og for øm
"Til Flugt, end sige til mit Liv at skierme.
"Og ændsed jeg det lidet; mine Saar
"Begyndte, mig saa smertelig at brænde,
"At jeg misundte mine Brødres Kaar,
"Hvis Lidelser med Døden var til Ende.
"Lidt efter lidt tog denne Lysning til;
"Og den sig nærmende matblege Flimmer,
"Som halv jeg tog for min Indbildnings Spil
"Blev for mit Øie til en Fakkelskimmer;
"To Munke saae jeg nu med tændte Fakler staae
"Tæt ved mig: "Reis dig op min Søn," saa talte
"Den ene, "du din Lid til din Forløser slaae! "-
"Min Smertes Brand den blide Stemme svalte.
"Han bøiede sig over mig, og slog
"Tre høitidsfulde Kors, og paa mit Hierte lagde
"Sin vidtopladte Haand; nyt Liv min Aande drog
"Alt som Belsignelsen han lyste. Hvad han sagde,
"Jeg neppe hørte. "Reis dig matte Krop!"
"Udbrød han endelig med hævet Stemme!
"Og, Under uden Mage! jeg stod op,
"Og syntes dobbelt Liv forynget at fornemme.
"Med Studsen, halv med Skræk, jeg om mig stirred.
"Du lidet Troende! "brød min Helbreder ud:
"Har du da glemt, da Smerten dig forvirred’
"At intet er Umuelighed for Gud?
"Du troer os Aander! viid, vi begge ere
"To Levende som du; men langt fra Verdens Larm
"Vi hellige vort Liv til vor Forsoners Ære,
"Blandt disse Field, i Eensomhedens Arm,
"For dig at redde, førte han, hvis Øie
"Fra Pol til Pol bevogter alt, mit Fied
"Igiennem Nattens Mulm til disse Høie,
"Og gav sin ringe Træl den Magt, du studser ved.
"Han vil og ei, at de nedbrudte Hytter,
"Hvis Heltesiæle steg til Lysets Boe,
"Skal vorde vilde Dyrs, og Stormens Bytter;
"Men at det ædle Støv skal nyde hellig Roe,
"Han vil, at Svends det store Lig skal finde
"Selv her i Ørken den fortiente Bautasteen:
"Et høit, urokkeligt, og evigt Hædersminde,
"Fortællende hans Daad, skal dække Heltens Been.
"Blik op mod Himlen! skue blandt hine Straaler
"Den største, lig en Sol, mod Jorden sænke sig,
"Og med en Glands, som Øiet neppe taaler,
"Neddale paa din Fyrsters faldne Lig! "
"Og, underfulde Syn! I Natten skued
"Mit Blik en Stierne langsom sænke ned-
"En Straale, der med Dagens Flamme, lued, "
"Og rundt oplyste Heltens Banested.
"Den giennemstungne Krop laae dækt af Pile,
"Nedfældet i sin Ungdoms favre Vaar,
"End skiøn i Dødens Favn! Forklart af Himlens Smile,
"Hvor herligt straalede hvert blodigt Saar!
"Han laae, med opad vendet Aasyn, rolig,
"Et Smil paa Læben, som om end hans Blik
"Opstirrede til Lysets høie Bolig,
"Hvis Hersker ordnede den Gang, han gik.
"Hans Høire kramped sig om Fæstet end af Sværdet,
"Som i Begreb det sidste Slag at slaae;
"Men andagtsfuld i Liv og Død, som uforsfærdet,
"Den venstre signende paa Brystet laae,
"Mens Vallen rundt gienlød af mine Skrig og Sukke,
"Og jeg i Taarers Blod udstrømmede min Aand,
"Jeg Eremiten saae sig ned mod Liget bukke,
"Og vriste Sværdet af den Faldnes blege Haand:
"Skue dette Sværd, end rødt af Blod af tusind Fiender,
"Der faldt, hvor han det svang! ulignelig i Værd
"Er Klingen! Fra dit Hiem til Jordens Ender
"Ei findes Mage til den danske Fyrstes Sværd!
"Han, som deroppe hersker, vil at samme,
"Skiendt Haanden sank, som førte det, endnu
"Skal tusind Fiender til hans Riges Ære ramme,
"Og længe vorde Hedningernes Gru.
"Han binder til dets Fæste Krigens Skiæbne;
"Saa lyder over det den Herres Herres Ord:
"Den ædle Krigers Haand skal dette Sværd bevæbne,
"Som hevner Svends, den danske Fyrstes, Mord.
"Ham Soliman har dræbt, og Soliman skal segne
"For dette Sværd! Modtag det, unge Mand,
"Og iil dermed herfra til Zions Egne,
"Hvor Gotfreds Leir mod Fienden holder Stand!
"Gaae kiæk og uforfærdet, trods hver Møie,
"Hver Fare, hver en Fiende, ligefrem!
"Dit Liv beskytter han, hvis Forsyns Øie
"Bevogter alt! Iil til Jerusalem!
"Fortæl, hvad du har seet, fortæl i Leiren
"De Danskes Heltedaad, din Fyrstes Død!
"Lad Melden om det ædle Blod, som flød,
"Opflamme hvert et Bryst til Kiempen og til Seiren!
"Viis i sin hele Glands den Helt, hvis Sværd
"Du bringer! Lad hans store Minde brænde
"I alle Christnes Barm, og i hver Kiæmper tænde
"Lyst til at ligne Svend, og vorde Palmen værd!
"En Ridder, ung som han, har Himmelen beskiæret
"Det Sværd, den Herlige paa Jorden efterlod,
"Rinaldo! Jorden om hans Navn er kiendt og æret;
"Dets Glands opflammede din unge Fyrstes Mod.
"Giv ham det hen, og byd ham, Svend at hevne;
"Saa vil det han, som styrer Jord og Hav!"-
"Den Gamle taug. Men intet Ord kan nævne
"Den Herlighed, som nu mit Blik omgav.
"Om Liget hæved sig i kunstig Pragt og Orden,
"Ved en usynlig Magt, i det jeg taareblendt
"Henstirred, fire Støtter op af Jorden,
"Bedækked’ af en Hvelvings Firmament.
"Min Fyrstes Navn og Daad i gyldne Flammer lued
"Paa Marmorpillerne med Evighedens Krands.
"Og mine Landsmænds Hæder, hvor jeg skued,
"Mit Blik fortrylled med udødeligheds Glands.
"Her, udbrød Oldingen paa nye, hvor Jorden
"Beduggedes af den Forklartes Blod,
"Hans Mausolee skal trodse Storm og Torden,
"Og staae til Tyrkens Skræk, som Helten stod.
"Omringt af sine Mænd hans Been her rolig hvile.
"Begræd ei meer den Salige! Følg med
"Og hvil dig ud hos os, for, rask, paa lette Fied
"I Morgen til din Vandrings Maal at ile! —
"Saa talte han, og op og ned blandt Takker
"Af vilde Field, imellem Steen og Krat
"Vi vandred, over skovbegroede Bakker,
"Ved Fakkelskinnet i den mørke Nat,
"Til Hulen, hvor de tvende trygge leved
"Med Ørkens vilde Dyr i stille Fred,
"Beskytted af den Aand, hvis Vinger om dem svæved,
"Og noksom væbnede med dig, Uskyldighed!
"Her, efter Styrkning af en ringe Føde,
"Paa tørret Løv min Krop udhvilte sig;
"Og med det første Glimt af Dagens Morgenrøde
"De tvende Helgenbrødre vakte mig;
"Jeg op af Leiet sprang, tog Afsked med de Fromme,
"Og, af den Gamle selv paa Veien bragt,
"Jeg skyndte hid til dit Paulun mit Komme
"Igiennem Ørkner, Fiender, og din Vagt. ”-
Den danske Ridder taug; og Gotfred talte:
"Det Bud, du bringer os om hine Heltes Død,
"Hvis mageløse Dyd alt mangen Flygtning malte,
"Er for de Christnes Hær et rædsomt Tordenstød.
"Almægtige! saa maatte denne Skare
"Den meest udvalgte, Solen kiæmpe saae!
"Svend, og de samtlige: som med ham vare,
"Saa tidlig ind i Evigheden gaae!
"Men ak! kun os, ei Eder jeg begræder,
"I altforherlige, hvis Palmers Glands
"Kun Glædens Taarer og Beundringens tilsteder! —
"Jeg seer dig kront med Evighedens Krands,
"Korsfanens Ære, Heltenes Exempel!
"Jeg skuer Engle tælle dine Saar!
"Og med en Glands, som ingen Straale naaer,
"Jeg seer dig øverst i Udødeligheds Tempel!
"Men du, som troe med ham og hine stred,
"Var stolt! Og dig en herlig Lod blev givet:
"At lindre, hvad ved hines Tab vi leed,
"Et Under sparte dig i Døden Livet!
"Dig, eene Rest af dine Brødre, værd
"Det danske Navn! Dig lønne her den Ære,
"Mit Togs, de Christnes Skiebne, stolt at bære:
"Gaae, søg Rinaldo, bring ham Heltens Sværd! "