Første, bedste, blideste blandt Qvinder,
Engelinde, Fredens Engels Lyst!
For hvis milde Blikke Smerten svinder
I hver Lidendes beklemte Bryst.
Huldeste Fyrstinde, Morgenrøden,
For hvis Komme Taagen svinder, lig,
Ved hvis Purpurstraalers aarle Møden
Nattens sorte Skygger skiule sig!
Lig og Aftenrøden, naar dens Smile
Giennem Tordenskyens Taarer brød,
Og paa matte Hyrdes Blomsterhvile
Himlens Rosers Nectardraaber gød!
Blomster strøer jeg Dig, med bange Zittren,
Hvert i ængstlig Skynding nylig plukt
Mellem Stormes Brag og Tordners Knittren;
Intet, ak! er, som jeg ønskte, smukt —
Intet værdt i Krandsen at indflettes,
Lykkelige Barder binde Dig,
Eller paa det hulde Bryst at sættes,
Hvor Din Fredriks Himmel hæver sig.
Thi, da fiern blandt Sydens kalkte Grave
Disse danske Planter spired’ frem,
Straalte Solen over Herthas Have
Ikke til den Vraa, som giemte dem.
Ak! Dit Blik har aldrig Mørket glædet,
Hvor de pipped’ frem paa Gravens Rand;
Hvor, af mine Taarers Dug kun vædet,
Hvert opvored’ i den tørre Sand.
O! men som et Veemods Offerminde
Fra den Skald, der frydløs hylder Dig,
Lad dem finde for Din Fod, Fyrstinde!
Døden, som han selv tilønsker sig!