1.
I Closeries du Lilas gaaer der lystig Dands,
Hele Haven straaler i Lampetters Glands.
Ouvrier’en valser ved Grisettens Bryst,
glad Studenten jubler i bakkantisk Lyst!
I en Krog af Haven en Grisette staaer:
Øiet ildfuldt lyner, Hjertet heftigt slaaer.
Foden sig bevæger til Musikkens Klang:
«Hvem der turde dandse atter dog engang!
Hvem der turde svinge sig i Valsens Takt!»
Ak, men hendes Elsker staaer i Haven Vagt.
Med Lorgnet i Øiet Gammel-Englands Søn
stirrer paa Slavinden — o, hvor er hun skjøn!
Dette sorte Øie, denne lille Fod,
denne stærke Taille, dette varme Blod,
disse fulde Former, disse Lokkers Krands,
denne rige Ungdom — Alting, Alt er hans!
Alting er i Orden, Ingenting er galt:
ærlig kjøbt er Varen, og den er betalt.
fra det strenge Arbeid for det tørre Brød?
Ruller ikke dobbelt frisk nu hendes Blod?
Rasler ikke Silken nu for hendes Fod?
Smykker ikke Skuldren Kaschemirets Pragt?
Er hun ei forvandlet ved hans money’s Magt?
— Men Grisetten lytter til Musikkens Klang:
«Hvem der turde valse atter dog engang!»
Rundtomkring Alverden svinger sig og ler;
hun har maattet love: ei at dandse mer.
Man har engageret hende hvert Minut;
hun har maattet svare: «Det er mig forbudt!»
O, hvor har Mylord hun inderligt dog bed’t;
han har kun bestandig svaret: «No!» og leet.
2.
«Hvad vilde Du, ma chère, paa den engelske Gallei?»
en lystig Stemme hvisker. «O kom og dands med mig!»
— ««O det er jo Studenten, o det er François!»»
Han bukker: «Marguerite, dansez avec moi!»
Til Kinden stiger Blodet, hun holder det ei ud,
hun griber til sit Hjerte og stammer: «O min Gud!»
Saa flyver hun afsted i Lampetternes Glands
til Albions Søn og raaber: «My kingdom for en Dands!»
Hun river Kaschemiret fra sin deilige Hals:
«Se saa, John Bull, nu er jeg ei længere tilfals!»
Hun kaster Uhr og Ringe og Armbaand for hans Fod:
«Se saa, Mylord, nu har jeg paany mit gamle Mod!
Der, tag dine Løsepenge! Nu er jeg fri igjen.»
Saa valser hun med Studenten lystigt i Natten hen.