Om Grettir, Islands stærkeste Mand,
saa vidt om Land
gik Rygtet paa Fjeld og i Dale.
Et frygtløst Hjerte slog i hans Barm,
som Staal var hans Arm,
og bidende hvas hans Tale.
En Skjald, begeistret af Suttungs Mjød,
saa stærk og sød,
han digted til Mændenes Glæde;
men fremfor Alt dog hued ham godt
den bittre Spot,
og Nid vilde helst han kvæde.
Han var en Jøkel med Ild og Is,
paa sælsom Vis
en Blanding af Frost og Hede.
Han vandrede stille, kold og stor —
men kun et Ord,
og flux han blussed i Vrede.
Saa foer han op som en Jætte vild,
med forfærdelig Ild
og stormede frem iblinde.
Han Øxen over Hovedet svang,
og Pilen klang,
og Mændene brændte han inde.
... Engang i den stille Midienat
et Gjenfærd brat
ad Mørkets ensomme Veie
kom snigende frem uden Rist og Ro
fra Gravens Bo
og standsed ved Grettirs Leie.
Det paa ham foer, som Ulven i Skov,
der styrter paa Rov
med Hylen i Hungerens Vaande:
dens Øine lue hen over Sne,
og vidt er at se
dens hede, dampende Aande.
Det i ham tog som i Bjælker og Tag
med dundrende Brag
de brølende Nordenvinde.
Det fæsted paa ham et beskere Blik
end nogen Tid fik
en Mand af en krænket Kvinde.
Tilbage Grettir forfærdet veg
og mæled bleg:
«Du Skygge af blodig Gjerning,
Du mørke Fylgie fra Helheims Land,
nu spille paastand
om Livet og Døden vi Tærning!»
Og Grettir styrted sig, gram i Sind,
paa Trolden ind,
og Underværker han øved.
Sig Kampen vælter ud i det Fri —
nu er den forbi,
og Gjenfærdet segner i Støvet.
Det var det klareste Maaneskin.
I susende Vind
paa Himlen Skyerne joge.
Snart skjulte de Maanens lyse Glands,
snart atter i Dands
de luftigt forbi den droge.
Og just da Gjenfærdet fældet blev,
i Blæsten drev
fra Maanen Skyen den dunkle;
og op imod Himlens straalende Blaa
den Faldne saae,
og Øinene rædsomt funkle.
Den haardeste Trods, den vildeste Ve
der stod at se
i Gjenfærdsblikkenes Lue;
den mørkeste Rædsels Trolddomsmagt
deri var lagt —
og Grettir daaned paa Tue.
Og Gjenfærdsstemmen til Kæmpen lød,
der, halvt som død,
laa, bleg og svag som en Kvinde;
den tonede med saa dump en Klang,
som om den svang
fra Graven sig dybest inde.
«Det sælsomt ikke Dig tykkes vil,
at dette Spil
ei, Grettir, Lykke Dig bringer.
Hvorhen Du vandrer paa Jordens Rund
fra denne Stund
en mægtig Skjebne Dig tvinger.
En Natteskygge skal følge Dig
paa hver din Vei
og hviske til Dig i Vinden;
og disse Øine, hvori Du saae,
skal for Dig staae
og drive Dig Blodet af Kinden.
Og Du, der aldrig for Noget skjalv,
med Styrke halv
skal stride Dig frem gjennem Livet.
Ja, brødes ei her i Nattens Gru
din Kæmpehu,
var dobbelt Styrke Dig givet.»
Da samled Grettir sit sidste Mod,
og op han stod,
skjøndt vildt af Rædsel bedaaret.
Han rev sit vældige Sværd fra Lænd,
og Trolden hen
han strakte med Banesaaret.
Saa styrted han ud i Livets Larm,
men i hans Barm
den kunde Mørket ei dæmpe;
og hver Gang Nattens Skygger faldt paa,
alene gaae
ei turde den stærke Kæmpe.