Hun stod paa Tunet, rank og høi
i Morgensolens Skin,
den lyse Lok i Vinden fløi
om hendes brune Kind.
Paa Hesten Sadelen var hængt,
og Tømmen rede laa;
med Reisekappen om mig slængt
jeg op mod Tunet saae.
Jeg kunde som en fangen Svend,
ei røre Haand og Fod,
men stirrede imod Mæen hen,
og ringe var mit Mod.
En Lænke mere stærk end Bast
og Jern jeg lagdes i,
de bløde Lokker holdt mig fast
med underfuld Magi.
Min Genius vinked fremad, frem
i Livets vilde Dyst;
men Bondedattrens stille Hjem
et «Bliv!» mig hvisked tyst.
«Se Morgensolens Straaleskjær
paa Fjelde og paa Sø!
O, det er godt at leve her;
her er det godt at døe!
De blege Marker smile blødt
i Sommersolens Glands;
og, slaaet, Tunet dufter sødt
og kvæger Sind og Sands.
Se! Røgens lette Kruse staaer
op imod Himlens Sky
med Hilsen fra den lille Gaard
i grønne Hliders Ly.
Den store Hjord, som græsser der,
og Fjeldets Faareflok,
Foreller smaa i Aaen her —
er det ei Rigdom nok!
Hvor sødt at leve glad og glemt,
et frit, naturligt Liv!
Hvor sødt at færdes stille, gjemt
for Verden og dens Kiv,
paa Mark og Bjerg med freidig Aand
i Sommersolen mild,
om Vintren med en Bog i Haand
ved Arnekrogens Ild!
O Luft saa høi og frist og ren!
O yndig-stille Tun!
Hvi vakler Du? O vær ei sen,
slaa op her dit Paulun!
Et venligt Hjem, en Hustru øm —
hvad kan Du ønske mer!
Din Ungdoms første, bedste Drøm
Dig her imøde ler.
Hvad vil Du hist i Verdens Larm,
hvor Hjertet lukkes til?
Du har jo i din egen Barm
et bedre Skuespil.
Er Luften hist ei taaget, mørk —
en vældig Stenkulsky?
Er Livet ikke tidt en Ørk
midt i den store By?»
... ««Javist er Verden kold og haard,
jeg følte det saa tidt.
Endnu i Øiet Taaren staaer
af alt, hvad jeg har lidt.
Ja vist er Luften hist ei ren,
men Dagen næsten Nat.
Mer selv end her blandt Fjeldets Sten
er tidt man hist forladt.
Men ikkun hvor i Røg og Damp
Maskinehjulet gaaer
Historiens underfulde Kamp
for Livets Krone staaer.
Med Taarer og med Hjerteblod
vel Seiren bliver kjøbt —
Menneskets Søn af Guddomsrod
i Pjalter bliver svøbt.
Mens Ræven i Naturens Pragt
i Hulen finder Læ,
til Golgatha han bliver bragt
og hængt paa Korsets Træ.
Men Korset paa vor Bannerstang
skal plantes i vor Leir,
og under det Martyrers Gang
vi gaae — fra Seir til Seir.
Thi Korsets Træ er Livets Træ
i paradisisk Glands,
og kun i Korsets mørke Læ
Du vinder Livets Krands.
O følg din Genius, hør dens Kald,
fremad til Kampens Lyst!
Den bedste Lod er Heltens Fald
med gjennemstunget Bryst.»»
... Jeg op mig kasted paa min Hest
og satte den i Gang.
I Nordenvindens friske Blæst
et «Fremad!» freidigt klang.
Som Pilen rask afsted jeg fløi.
«Farvel, min Lillievaand!»
Hun stod paa Tunet, rank og høi,
og vifted med sin Haand.
Den var ei spinkel, hvid og blød —
den travle Gjerning skrev
paa Kvindehaanden haard og rød
Arbeidets Adelsbrev.
Saa mangen skjønnere jeg saae,
af Ringe sluttet ind;
men Hjertet høiere kan slaae
og dugges kan min Kind,
hver Gang sig hæver i min Aand
imellem Minders Hær
Farvellet hist fra Møens Haand
i Morgensolens Skjær.