I Sommeraftnen, den svale —
Solen bag Fjeldet gaaer —
ved Gaarden dybt i Dale
ensom og taus jeg staaer.
Huset af Tørv og Stene
med sit Grønsværs Tag
smiler vemodig ene
i den synkende Dag.
Mod gyldne Skyer, som svæve
paa Himlen i sagte Flugt,
Røgens Kruser sig hæve
fra Arnen hyggelig smukt.
Ved Aaen, som slynger sig rolig
gjennem den stille Natur,
efter Foreller trolig
sidder en Pilt paa Lur.
Smukke skraanende Hlider
i deres grønne Dragt
holde til begge Sider
om Gaarden i Dalen Vagt.
Paa Engen Karle og Piger
slaae Hø i den klare Luft,
sødt mig imøde stiger
dets friske, kryddrede Duft.
En lille Fugl sin Trille
slaaer saa underlig øm.
Tankerne blive stille,
og Sjælen synker i Drøm.