I Sommeraftnen, den svale —
Solen bag Fjeldet gaaer —
ved Gaarden dybt i Dale
ensom og taus jeg staaer.
Huset af Tørv og Stene
med sit Grønsværs Tag
smiler, vemodigt, ene,
i den synkende Dag.
Mod gyldne Skyer, som svæve
paa Himlen i sagte Flugt,
Røgens Kruser sig hæve
fra Arnen hyggeligt, smukt.
Aaen slynger sig stille
i den tause Natur,
efter Foreller en lille
Pilt sidder hist paa Lur.
Smukke, skraanende Hlider
i deres grønne Dragt
holde til begge Sider
om Gaarden i Dalen Vagt.
Paa Engen Karle og Piger
slaae Hø i den klare Luft,
sødt mig imøde stiger
dets friske, kryddrede Duft.
En ensom Fugl sin Trille
slaaer, saa underlig øm.
Tankerne blive stille,
og Sjælen synker i Drøm.