Jeg tog Öxen paa min Bag,
Jeg vilde det Træ nedfælde;
Der kom den Svend, som Skoven aatte,
Han stak sit Skaft imellem.
Saa vinder den Svend sin Jomfru,
“Hugger Du ned min Fædreneskov,
Og gjör Du mig den Vold,
Falder det Træ, og hörer jeg det,
Saa dyrt Du skal det gjælde.”
Saa vinder o. s. v.
“Du lade mig hugge det eneste Træ,
Og gjöre mig ingen Möde,
Fanger jeg ei af vilden Fugl,
Jeg sörger mig selv tildöde!”
“Hör Du favren, yske Svend,
Og vil Du lyde mit Raad,
Du fanger ikke af denne Fugl,
Uden Du haver tammen Brad.”
Han skar Braden af sit Bryst,
Hængte den paa Lindekviste;
Brystet svedte, og Braden sprak,
Fuld onder var Fuglen at miste.
Frem flöi favren, liden Fugl,
Med sine Vinger hun ryste,
Hun lo dertil, som hun forstod,
Hvad Manden brugte for Liste.
Hun hakked, hun pikked jo saa fast,
Den Brad saa vel monne smage,
Jo længer, jo mere hun aad deraf,
Jo bedre den monne behage.
Ned flöi favren liden Fugl,
Satte sig paa hviden Sand;
Hun blev den skjönneste Jomfru,
Hun gik Ungersvend til Haand.
Saa vinder den Svend sin Jomfru.