Der staaer da Sveaskoven
Alt paa sin Steenbrink stolt,
Og Vinteren fraoven,
Fra Skyen aander koldt;
Fra dunkle Granegrene
Sig Rimen ryster bort,
Mens mod de frosne Stene
Skumfossen velter fort.
Der, dybt i Skoven inde
En Stamme födtes op
Ved Sang af Nordenvinde,
Og Suus i Granetop;
Den groede stærk og fager
Paa steile Skrænters Rand,
Som Rug i Klippeager
Og Stammen kom til Kræfter,
Og Sveas Slagsværd bed,
Skjoldbuler gnidsled efter,
Alt hvor dets Tumler skred;
Det gungred over Jorden,
Det lyned gjennem Sky,
Da Kæmperne fra Norden
Fremstormede paany.
Og under Birkens Kroner
Han fostredes i Lön
Ved Luthers Kæmpetoner,
Den störste Nordens Sön,
Den Helt, der slyngte Landsen
For Ham paa Golgatha,
Til Seiersmartyrkrandsen
Svang Seireren herfra.
Om end den gamle Stamme
I Ly af Granen groer,
Om endnu der de samme,
De dybe Længsler boer,
Om Kinder der end glöde,
Om Hjerter der end slaae,
Om værd’ de store Döde
End Sveas Sönner staae?
Malmaarerne sig slynge
Endnu i Klippens Bryst,
End Nordens Elve synge
Skjöndt vintermat og tyst,
Klart Solens Straaler spille
Om friske Graneskud,
Det suser fra den stille
Skovtop som Morgenbud.
Saa, ind i Sveaskoven,
Ind i dens Bjergdal stolt!
Lad Vinteren fraoven,
Fra Skyen aande koldt.
Vist der end Kinder glöde,
End varme Hjerter slaae;
Vaarfager Morgenröde
Skal end om Norden staae.
