Herr Peder han reiste fra Gaarde,
Hans unge Brud hun sörgede saa saare.
Min Hjertens Allerkjæreste hvi sörger I saa? —
„Enten sörger I for Sadel, eller for Hest,
Eller sörger I, fordi jeg Eder haver fæst?
Min Hjertens Allerkjæreste o. s. v. —
„Ikke jeg sörger for Sadel eller Hest,
Ei heller fordi I haver mig fæst!“
„Eller sörger I, for Eders Fader er död,
Eller sörger I, for I ikke er Mö?“
„Ikke sörger jeg, for min Fader er död,
Ikke sörger jeg, for jeg er ikke Mö.“
Jeg sörger, jeg sörger, jeg sörge vel maa,
Jeg veed, hvad Skjebne jeg vil faae.
Jeg sörger fast mere for breden Bro,
Og der faldt ud mine Södskende to.
Jeg sörger fast mere for striden Ström,
Og der faldt ud mine Södskende fem”.
Min Kjærest, I skal hverken sörge eller kvide,
Tolv af mine Svende skal hos Eder ride.
Tolv af mine Svende skal hos Eder ride,
Selv vil jeg holde Bidsel og Mide.“
Og der de kom til Rosens Lund,
Der spilled en Hjort med Guldtavl i Mund.
Alle saa toge de Hjorten vare,
Alle saa lode de Bruden fare.
Der hun kom paa breden Bro,
Da snubled hendes Ganger med Guldsko.
Med fire Guldsko og femten Guldsöm;
Den Jomfru faldt ud for striden Ström.
Herr Peder han vendte sig om i Hast,
Han ledte efter sin unge Brud fast.
Han raabte paa sine Svende med Flid:
“I hente mig snart Guldharpen hid!?”
Herr Peder leged med saadan List,
At alle smaa Fugle sunge paa Kvist.
Den Havmand kom op fra Havsens Bund,
Han havde den unge Brud ved Haand.
“Kjære Herr Peder, I lege ei meer,
Her haver I Eders Brud saa kjær.”
“Jeg passer ikke paa min Brud saa væn,
Uden jeg faaer hendes Söstre fem.”
Herr Peder leged igjen med List,
At alle smaa Fugle kom ned af Kvist.
Den Havmand steg op af Havsens Bund
Og havde fem Jomfruer ved sin Haand.
„Herr Peder, Herr Peder, I lege ei meer,
Jeg haver nu ikke Jomfruer fleer.“
Nu haver den Jomfru forvunden sin Harm,
Hun sover hver Nat i Herr Peders Arm.
Min Hjertens Allerkjæreste, hvi sörger I saa?