Hvi banker altid Hjertet saa med Lyst
Ved Synet af de stolte, danske Strömme?
Alt tidlig svulmede det Drengens Bryst
Og svæved om ham, selv i Nattens Drömme;
Og Morgnen kom, ved Öresundets Kyst
Den saae ham, hvor de hvide Storseil svömme,
Og hvor den nys saa vilde Rulling leger
Nu barnligfrom med Blomstens aabne Bæger.
Og bort paa Havet flöi han, Baaden bar
Ham let, naar vildt det topped sig af Harm,
Og let, naar boblende det strömmed klar.
Da aanded mere fri den unge Barm,
Hendulmed’ alle, alle Længsler var,
Thi Danmarks Hav! han hviled i Din Arm,
Södt ved Dit moderlige Bryst han gyngtes,
Og Kraften voxed, og hans Haab foryngtes.
Dyb var hans Kjærlighed; thi Nordenhav,
Paa Dig den danske Manddom fandt sin Vugge,
Opammet af Din Kraft den fremsteg af
Den Styrtning, hvor de vilde Maager dukke;
Du Heltes Fosterskjöd og Heltes Grav,
Med stolte Toner og med hule Sukke,
Om end Din Strömgang skjuler tusind Döde,
Trods Döden nye Helte skal Du föde.
Derfor der er saa hjemligt paa din Strand,
Saa hjemligt mellem alle Danmarks Minder,
Og derfor ofte paa Din vaade Rand
Alene med min Gud mig Stormen finder;
Naar vildt det styrter i det rörte Vand,
Til Alting i en Sky af Skum forsvinder,
Ja! naar de vilde Söer vildest velte,
Som Havfrusang det er om Danmarks Helte.
