Den Ungersvend bad sin “flicka”,
Sin allerkjæreste Ven,
Alt om Forlov at reise bort,
Og komme saa snart igjen.
Der Ungersvend var bortdragen,
Kom strax en Anden igjen,
Som hendes Hjerte behagede,
Saasnart hun fik ham at see.
Da Ungersvend fik det at vide,
Fik han saa stor en Uro,
Han skiftede om sine Klæder,
Til Bryllup vilde han gaae.
Og der han kom i det Brudehuus,
Begjærte han sig en Dands,
Han dandsed med Bruden saa sagtelig,
Hendes Hjerte tog til at hæve sig,
Der hun fik hannem at see.
“Hör, hör, min yndige flicka,
Hvi bliver Du saa röd?”
“Jeg haver for lang Tid hört og spurgt,
At I skulde været död.”
Den Ungersvend gik i Kamret ind,
Lukte Dören i Laas for sig,
Saa tog han op sit Timeglas
Og satte det for sig.
Han satte sig til at skrive
To store lange Brev,
Det ene om hans Kjæreste,
Det andet om hans Liv.
Der Glasset var udrundet,
Og Timen var forbi,
Saa tog han op sin skarpe Kniv
Og stak den i sit Liv.
Der Blodet begyndte rinde
I stride Straaler ud,
Saa tog han hen til Dören,
Bad Jomfruen komme see.
Saa kan Enhver vel vide
Hvor stor en Hjertesorg,
At love med sin Tunge
Og have en Anden kjær!