I en eenlig Sæter paa Skoven
Jeg laa under Fjeldets Top,
Hörte Sneespurvens Klager trænge
Fra vilde Spalter op.
Hörte Vinde lig Aander hviske
I Taagernes Öde der,
Hörte Glam af Örnen i Skyen
Til Nordlyslampernes Skjær.
Ved Dalarnes Söer jeg vandred,
Hörte Droslernes Bryllupssang,
Mens rödmende Solen standsed
Og lytted Natten lang.
I Æbleskoven ved Höien
Jeg hviled, hvor Skovbækken gled,
Hörte Nattergalenes Drömme-
I Toner dale ned.
Jeg stod hos den svævende Maage
I Klitten, ved Vesterhavs Strand,
Hörte Brændingen dumre og styrte
Mod Revlens skarpe Sand.
I alle de Toner, i alle,
Der var kun en eneste Klang,
Mit Nordens herlige Stemme,
Som i Storm og i Stille hun sang.
Og Glæden blussed paa Kinden
Og straaled i Öiet med,
Og aldrig Sjælen glemmer
Sin dybe Kjærlighed.
Ak! riv mig Tungen af Munden,
End stammer den Nordens Ord,
Og riv mig Hjertet af Barmen,
End dog det slaaer for Nord!
