Agnete hun ganger paa Höienlofts Bro,
Strax kom der en Havmand af Bunden op,
Bunden op,
Stax kom der en Havmand af Bunden op.
“O hör Du, Agnete, hvad jeg vil sige Dig:
O vil Du være Allerkjæreste min?”
“O ja, saamænd, det vil jeg saa,
Naar Du vil före mig paa Havsens Bund.”
Han stopped hendes Ören, han stopped hendes Mund,
Saa förte han hende ned til Havsens Bund.
Agnete hun sidder ved Vuggen og sang,
Da hörte hun Englands Klokker, hvor de klang.
Agnete hun ganger for Havmanden ind:
“O maa jeg ei komme i Kirken hen?”
“O ja, saamænd, det maa Du saa,
Naar Du vil komme atter til Börnene de smaa!”
Han stopped hendes Ören, han stopped hendes Mund,
Saa förte han hende op paa Englands Grund.
Agnete hun ind da ad Kirkedören treen,
Og alle de smaa Billeder de vendte sig omkring.
Agnete hun ganger ad Kirkedören ind,
Strax kom hendes Moder i samme Stund.
“O hör Du, Agnete, hvad jeg vil sige Dig,
Hvor haver Du været i otte Aar fra mig?”
“O jeg haver været paa Havsens Bund,
Syv Sönner og en Datter med Havmanden jeg har.”
Agnete hun ganger ad Kirkedören ud,
Strax kom der den Havmand i samme Stund.
“Og hör Du, Agnete, hvad jeg vil sige Dig,
O Dine smaa Börn de længes efter Dig.”
“Lad længes, lad sörge, saa længe som de vil,
Ret aldrig mere jeg kommer dertil.”
„O tænk dog paa de Store, o tænk dog paa de Smaa,
O tænk dog paa den Mindste, som i Vuggen laa!”
“Jeg tænker hverken paa de Store eller Smaa,
Ei heller paa den Mindste, som i Vuggen laa!
Store eller Smaa,
Ei heller paa den Mindste, som i Vuggen laa.’