Sörgende jeg synger
Min Sorrigs Sang,
Min tunge Livsgangs
Lönlige Sorgs,
Min Hjemvees Sang. —
Gammel jeg er;
Jeg gavned Ingen,
Jeg gavner Ingen,
Kun jeg længes. —
Bort min Hövding drog
Over Hav og Fjeld,
Over dybe Dale;
Daglig jeg sad og
Daglig længtes;
Da greb jeg min Stav,
Frændelös, vennelös,
Hans Vei at fölge.
Vee, meer tung blev min Sorg!
Onde Tunger
Skilte mellem
Min skjoldglade Hövding
Og hans Tjener
Med det tunge Hjerte,
Tungt, tungt,
Af Længsel tungt. —
Kun lidt jeg elsker,
Ei kjender jeg Venner,
Ei kjære Frænder.
Taarelös jeg sidder,
Tærget af Længsler,
Sönderknuset,
Livet hadende,
Döden elskende. —
Vel ofte jeg svor
I svundne, mindefagre,
Daadrige Dage:
“Kun Döden skal os skille!”
Hvast Tiden tærer;
Traaden er brusten,
Baandet brudt, som
Bandt os sammen. —
Forladt jeg sidder
Af hans Fjendskab fulgt,
I Skovnatgru,
Under Egeskyggen
Ved mit Jordhuus. —
Koldt er hernede,
Min Hu er mödig;
Skumle Dale,
Skystöttende Bjerge,
En bælgmörk Skovsal,
Med Bregner omgroet,
En frydlös Bolig! —
Forladt jeg sidder
Af hans Fjendskab fulgt.
Dybtnede hvile
De gamle Venner.
I, som min Sjæl elsker,
Graven Jer gjemmer!
Kun jeg alene
End oppe pusler.
Under Eggrene,
Hiinsides Hytten,
Der maa jeg sidde
Den lange Sommerdag,
Der maa jeg græde
Med graanende Lokker.
Ak! aldrig, aldrig
Min Aand skal hvile
Fra de knugende, tunge,
Knusende Længsler.
Evigt de forfölge mig!