Et Huus er Dig tömret,
En Hytte bygget,
För den dæmred, Din Dag,
För Du födtes. —
Ei maalt er Höiden,
Ei dets muldne Vægge.
Tæt Dören er lukt
For dets dybe Natmulm,
Til did jeg Dig bringer
Og maaler Dig der
Med Mulden sort
Under Græstörvtuen. —
Ei höie, hvælved’
Er Husets Sale;
Kun sammentrykte,
Trange Kamre;
Trangt om Dit Hoved,
Trangt om Dine Födder;
Tömret er Loftet
Tæt mod Dit Bryst.
Der slumre Du skal
En iiskold Sövn
Bag Dören, lukt
Med Dödens Nögler. —
Klamt er Dit Jordhuus,
Der klinger kun een Vise,
Den Aadselglades,
Ormens. —
Ei Venner meer har Du,
Som længselfuldt ventende
Staae hos Dören,
Aabne Dören,
Spörge, hvor Du lider
I det lönlige Leie,
I den rolige Seng.
Dig söker Ingen,
Du aadselblomstrende,
Blegblaae Dödning.