I Kveld blev der banket paa Helvedes Port,
Saa dundrer den rullende Torden,
Herolden var stærk, og hans Budskab var stort,
Thi lyttede Alt under Jorden.
“Fra Himlen jeg melder nu Helvedes Kryb,
Fra Jorden nedstiger en Kæmpe;
Han springer i Gry over svælgende Dyb,
For Graad selv i Helved at dæmpe!
Han vandrer paa Glöder som Jomfru paa Gulv,
Han tramper paa Ögler og Drager,
Hugormen han knuser, og Helvedes Ulv
Han binder, mens Afgrunden brager.”
Paa Albu sig reiste hver Fange saa brat,
Det kunde ei Djævle afværge,
Som Storme de hyled i bælgmörke Nat,
Og fnös som ildsprudende Bjerge.
Paa Albu sig reiste hver Fange saa brat,
Ei för blev i Helvede lyttet,
De lured om Dag, og de lured om Nat,
De ændsed ei Ilddragespyttet.
Og tredie Dagen, da Helhanen goel,
Og Gjenfærd kom alle tilbage,
Da skinned i Helvede Himmerigs Sol,
I Drömme slet Ingen saae Mage.
Som Skyerne hvide med Stjernehob bleg
Gik Englene foran den Bolde,
Og brat som en Sol han fra Dybet opsteg
Med guldröde Skyer til Skjolde.
I Helvede skinned Guds Herligheds Glands,
Guldfarved de Djævle kulsorte,
Men Murene revned for Straaler i Dands,
Af Hængsel flöi Helvedes Porte.
Sig reiste de Fanger nu alle paa Stand,
Men dog kun for dybt at nedknæle:
“Velkommen, velsignet vor Frelsermand!”
Det löd fra utallige Sjæle.
Nu: “Adam, hvor er Du?” blev hört med en Röst
Som Lærkens en Pindsedags Morgen;
Da födtes i Helved den evige Tröst,
Sin Helsot fik Menneskesorgen.
Da Eva tog Ordet, gik Frelseren nær
Og sagde: “min Sön og min Herre,
Jeg ene det voldte, at vi ligge her,
Thi jeg lod mig daare, desværre!
Den Slange, som krymper i Flammer sig nu,
Sig bugted om Klögtræets Grene,
Den glimred som Guld, og den skjöd mig i Hu,
Vi raadte for Verden alene.
“I raade for Himmel, I raade for Jord!”
Saa hvidsled den smigrende Stemme,
Da blege og blaae vi til Helvede foer,
Langt Andet vi fik at fornemme.
Men est Du den Sæd, mig blev lovet til Bod,
Undfanget og födt af en Kvinde,
Da falder ei Moder omsonst Dig til Fod,
Forlades ei grusomt herinde!”
Fra Solöine milde to Taarer nu faldt,
Og underfuldt var det at skue,
Med deilige Farver i Kronegestalt
Sig danned om Eva en Bue.
Saa kyssed sin Moder Guds Herligheds Glands
Til Under for alle de Döde,
Og op stod som Dronning med Regnbuekrands
Skjön Eva, som angred sin Bröde.
Titusinde Mile end dybere ned
Sank Djævle, da Eva sig hæved,
De turde ei hyle, i Læben sig bed
Og sittred, saa Jorderig bæved.
Fra Helvede steg nu den Herre saa bold,
Ham fulgte saa faver en Skare,
Som Solen paa Skyer Han sattes paa Skjold,
Propheterne alle ham bare.
Triumph blev der nu, hvor kun Graad hörtes för,
Kun Död sad i Helved bedrövet;
Cheruben oplod den forseiglede Dör,
Sig Skjoldvagten kasted i Stövet.
Saa herlig opstod paa den tredie Dag
Vor Frelser, uskyldig korsfæstet;
Thi er det paa Jord nu en Saligheds Sag:
Guds Sön haver Helvede gjæstet.
