O Morgen! atter Liv du spreder
Paa hele, vakte Klode hen,
Du Munterhed og Fred udbreder,
Du er den Lykkeliges Ven;
Men jeg, som kiender nu kun Smerte,
Med Veemod dig at komme seer:
O! brast det snart, det svage Hierte!
O! skued’ jeg dig aldrig meer!
Du saae min Uskyld, snart min Brøde,
Du skued’ mine bittre Nag:
Ei Venskab kunde dem forsøde:
Thi skyldig græd jeg Nat og Dag;
Du saae mig ængstes ved dit Komme,
At du min Moder græde saae,
Siig, banded’ hun mig ej, den Fromme?
Ved mig blev hendes Isse graa.
Du saae og ham, som mig forførte,
Hvor skiøn, hvor elskelig han var;
Du og hans dyre Eeder hørte,
Du seer — han mig bedragen har;
Du seer, at Molly ham tilgiver,
Ak! at hun elsker ham endnu:
Hvor mon ham nu hans Anger driver?
Mon han end kommer mig ihu?
Du seer — o! kan jeg det udsige?
Mig, Molly, du som Moder seer,
Du seer min arme, elskte Pige,
Hvor kielent hun nu til mig leer,
Hvor muntert paa mit Skiød hun spøger:
O! skyldfri er end hendes Aand,
Mit taarefulde Blik hun søger,
Og favner ømt min matte Haand.
Gud! om engang hun skyldig bliver,
O Datter, Datter, vær ei svag!
Thi Intet dig din Ro giengiver,
Naar Brøde fylder dig med Nag.
Algode, vogt min skyldfrie Spæde!
At aldrig hun maa ligne mig!
Nedsmil til hende Dydens Glæde,
Og hendes Vandel tækkes Dig!
Men naar den sidste Sol opstiger,
Hvis lyse Straale smerter mig,
Mon Elskov da, mon Anger viger?
Mon da min Dom er skrækkelig?
Nei, naar man dybt mit Liig nedsænker,
Min Skiændsel og begraves med,
Og Spot og Had mig ikke krænker,
Min Grav er Sorgers Hvilested.