Nu de barske Vinde suse
Over øde Marker hen:
Held os da for tætte Huse,
Held os for vor Ovn igien!
Solen, ikkun for at dale,
Kommer, iler brat forbi:
Held os da for lyse Sale,
For Musik og Dands deri!
Atter vi til Fryd os samle;
Kulden giør til Dands saa rap;
Froe vi enes om det Gamle,
Og begynde, hvor vi slap.
Mand og Viv og Knøs og Pige
Hvirvles om med lette Fied:
O! hvor er’ de lykkelige
Giennem hele Rækken ned!
Gode, nyder al den Lykke!
Styrkes ved den sunde Dands!
Uskyld Eders Tinding smykke
Med sin ynderige Krands!
Men i Fryden selv bevarer
Mindet om vor Artes Værd!
Glemmer ei, at lumske Farer
Snige sig om Glædens Færd!
Let en Kæmpe-Sundhed knækkes
Blot ved Uforsigtighed;
Let et Blad af Krandsen brækkes,
Og med det vor Sielefred:
Tit et halvt bevogtet Hierte
Feil i Livets Kiæde gik —
Ak! hengrædte Dages Smerte
Fulgte Glædens Øieblik.
Dandser, nyder, holder Maade!
Ej vort Liv er idel Leeg:
Klogskabs blide Engel raade!
Ingentid vort Held han sveeg.
Dandsen leve! Mangesinde
Efter Arbeid glæde den!
O! da skal paa Turens Minde
Dydens Bifald smile hen.
Haste.
