Hvad, om jeg mig eengang en Hustrue udbad?
Til Hustrue vi alle jo trænge.
Hun ene os laver en god Mundfuld Mad;
Hun ene giør Hiertet ved Arbeider glad;
Hun skienker os vægtige Drenge.
Ja, ret at forsøde, at krone vort Liv,
Det giør kun en Viv.
Een ønsker sig Konen saa deilig og huld,
Som selve den skiønne Helene.
En anden vil Vid, og en tredje vil Guld;
Men straalende Øine, og Indfald og Muld,
Kun lidet til Huusfreden tiene.
Paa alt, hvad hun mangler, hun fuldt raader Bod,
Saafremt hun er god.
O! at kun et godt lille Noer blev min Deel,
I Skiønhed omtrent lig de fleste!
Den stolte Coquette foragter min Siæl.
Ei blive hun Viv, eller blive det heel;
Gid pokken de Snushaner giæste!
I ømmeste Godhed hun udmærke sig,
Men ikkun mod mig!
Den Rige tør troe, hun har giort mig til Mand,
Og Grunkerne aldrig faaer Ende.
Hun spilder og ødsler det bedste hun kan;
Sin Husbond’ at elske, det gaaer ikke an;
Hvad vilde man tænke om hende?
Ei være min Hustrue befængt af det Mod;
Nei, fattig, men god.
Den Vittige helder for meget til Spot;
Paa andre Forstanden hun sliber.
Hun slipper sin Gryde, sin Naal og sin Tot,
Og nær ved at blive i Skoene kapot,
Sin Ven, ja sin Mand hun angriber.
Hun heller maae kiendes for god og lidt dum,
End vittig og grum.
Ja, Godhed er Hustruens ypperste Dyd;
En Engel ved Fromhed hun bliver.
Den kierlige Viv for sit Kiøn er en Pryd,
Er Mandens, er alle Retskafnes Fryd;
Lyksaligheds Fylde hun giver.
Ja den som det høieste Gode tilfaldt,
Med hende fik Alt.
Tode.
