Du Livets Gud, hvis Forsyns Haand
Enhver Din Skabning huld beskytter:
Som i Din Viisdom løser, knytter
Vort Væsens skrøbelige Baand:
Tak evig være Dig, som bød
Endnu engang den Dag fremtræde,
Da til mit Held, min Faders Glæde,
Ømtelskte Moder, Du blev fød.
Oh! maatte endnu mange Aar
Vor lille Kreds ustyrret blive,
Og Himlens milde Gunst os give
Det, ringe Nøisomhed attraaer.
Saa skal min modnere Forstand
Min Lykke immer meer paaskiønne;
Da først fuldkommen, naar den lønne
En Dag din hulde Omhu kan.
Imidlertid Du ei forsmaae
Det Tegn, Erkiendtlighed Dig byder;
Hvis kuns Din Søn sit Ønske nyder,
Du skal et mere værdigt faae.