Ei Vinter Aft’ner, mørke, lange,
Ei Storm og Uveir gier mig bange,
Jeg ganske tryg ved Almagts Bud,
Seer Iis og Snee og Storm og Slud;
Jeg veed mod Kuld er varme Klæder,
Og Trøst i Uveir — Venskabs Glæder;
Men hør, o Vinter! flye fra mig,
Om Daphnes Hierte ligner dig. —