Drømmen,
en Romance.
en Romance.
Skjøn, som den blye Forgietmigej,
Ung Molly gik i Livets Morgen;
Beskeden paa sin Rosenvej
Hun Glæden nød, ej kjendte Sorgen;
Og blødt og fromt det Hjerte var,
Som i den favre Barm hun bar.
Men snart hun Smigers Trylleklang
Med Smil, tilsidst med Vellyst hørte,
Og nu ej Nattergales Sang,
Som Daarers Hyldning, hende rørte,
Hun sagde sig: ”Naturen ej
”Er i sin Pryd saa skjøn, som jeg.”
Da slumred’ hun en Morgenstund,
Men ej, som før, saa tryg og rolig:
Tit brødes hendes lette Blund;
Thi Barmen var ej Dydens Bolig;
Hun nu med Eet forskrækket saae
En Qvinde for sit Leje staae.
Dødbleghed var paa hendes Kind,
Med Tungsinds Blik og Røst hun taled’:
”Du traadte nys i Verden ind,
”Og Daarer Støj som Fryd dig maled’;
”Men lad dog nu min Alvors Røst
”Opvække Stemmen i dit Bryst!”
”Viid, jeg engang, som du, var skjøn
”Var meer, — var elsket af en Mage:
”Mit Smil var ham hver Møjes Løn,
”Hos mig en Himmel var hans Dage;
”Og, o! hans Fryd var uden Navn,
”Da Børn han krysted’ i sin Favn.”
”Men Smiger, Smiger hørte jeg,
”Og snart forgifted’ den mit Hjerte:
”Mit Huus, som før, jeg elsked’ ej,
”Og agted’ ej min Adolphs Smerte,
”Jeg Letsinds vilde Glæder nød,
”Og Modernavn forgjeves lød.”
”Da sank min Søn i Dødens Favn;
”Min Datter died’ lejet Qvinde:
”Hun lærte Pral med Dyders Navn,
”Men ikke, Dydens Krands at vinde;
”Og Adolph var ulykkelig,
”Og hvert hans Suk anklaged’ mig.”
”For seent jeg saae min Brøde nu,
”Jeg snart min Søn i Graven fulgte;
”Men hør og fat og troe mig, du,
”For hvem man evig Sandhed dulgte:
”Kun øvet Pligt gjør lykkelig,
”Og mindste Brøde straffer sig.”
”I Graven selv er ingen Ro,
”Naar Helved piner i vort Hjerte:
”Thi hør mig, og bliv Dyden tro,
”Bereed dig selv ej navnløs Smerte!
”I huuslig Ro, i stille Dyd
”Kan ene findes varig Fryd.”
Hun svandt, og op af Lejet foer
Nu Molly, og med Angers Stemme,
Med Taarer højt den Pige svor:
”Jeg aldrig Pligters Bud vil glemme!
”O Qvinde, jeg skal lyde dig,
”Og vorde god og lykkelig.”
Hun holdt det, blev en Ynglings Alt,
Sin Afkoms og sin Kredses Glæde;
Da seent hun blev til Hvile kaldt,
Hun modigt saaes i Graven træde,
Og stønned’ ud: ”I stille Dyd
”Kan ene findes varig Fryd.”
Louise ****.