Til en Veninde paa hendes Fødselsdag
i et Exemplar af Minna von Barnhelm.
i et Exemplar af Minna von Barnhelm.
Alt nogen Tid jeg grubet har,
Til Deres Fødselsdag Veninde! —
En liden Gave at udfinde,
Som Dem ej uvelkommen var;
Alt var den sidste Dag henrunden,
Og ingen Ting endnu var funden:
I Aftes jeg med misfornøjet Sind
Til Hvile lagde mig, og sov omsider ind.
Et himmelsk Væsen fuldt af yndig Værdighed
Steeg da i Drømme til mig ned.
Paa Palmen i den Huldes Hænder
Jeg Venskabs Genius erkjender.
”Søn!” sagde hun, ”jeg saae din Smerte,
”Vær trøstig! jeg en Gave her
”Dig bringer, Højtidsdagen værd,
”Gaae! til min Yndling dette fra mig bær!”
Nu gav han mig et Skilderie,
Det Deres var; man strax deri
Saae Deres hele Aand og Hjerte,
Selv Juuls mod det var ikkun Kludderie.
Jeg tog det henrykt; hun forsvandt;
Strax vaagned’ jeg af Fryd; men ak — jeg fandt,
Min Fryd var, som sædvanlig, Drøm og Tant.
Men nu til Lykke mig i Tanke randt,
At Drømme og Orakler gjerne
En skjult Betydning har;
Jeg for at finde denne brød min Hjerne,
Da jeg blev Lessings Minna vaer;
Nu blev mig Drømmens Mening klar:
Er Deres Hjerte, Deres Aand
Ej skildret der med Mesterhaand?
Dog — det er sandt, det Daarskab er,
Jeg dette Spørgsmaal til Dem selv henvender;
Thi gives der vel nogen blandt os her,
Som mindre begge Deles Fortrin kjender?
Nok da for mig, naar De ikkun erkjender,
De denne Minna fik af Venskabs Hænder,
Og naar ved Jost og Pudelen
De stundom tænker lidt paa Overbringeren.
Dog uden Spøg: De Gaven huld modtage,
O! maatte den Dem være kjær!
Men vent ej fleer Geburtsdagsønsker her;
Thi viid, enhver af Deres Dage
En lige Højtid er for Deres Venner;
Hver Dag gjentage de med mig:
O! at hun maatte blive lykkelig,
Saa lykkelig, som hun fortjener!
De da — Veninde! — selv indseer,
Man Dem paa denne Dag kan intet ønske meer.
Rahbek.