Doe hver, som lever eene for at æde;
Hver af sin Kirkes Synder feed Prælat;
Hver Pav, som fyldte kun med Søvn sit Sæde,
Sin Prækestoel med Prat;
Hver Stormand, som i Herlighed og Glæde
Saae medynksløs sin bedre Broder græde;
Hver Kriger, som lod Korn med blodig Fod nedtræde,
For Kornets Ejer at paalægge Kjæde;
Hver Hersker, som dertil Befaling lod udstæde;
Doe hver Kakistokrat!
For dem skal Kinden ingen Taarer væde.
Naar Musen Døden slige ramme seer,
Den heller leer;
Og græder den, saa græder den af Glæde.
Men naar en Fredelig, uskyldig From og God,
Som ikke nærte sig af andres Blod,
Men tvertimod,
Hvis Liv var en Velsignelse for andre,
Naar slig en Skabning brat maa heden vandre —
Var den end nok saa mager, tavs, og læns
I Adel, Guld, og Krudt, og Excellenz —
Var den endog saa langt fra Kongeglimmer,
Som Praasens Skin fra Kirkelysets Skimmer —
Gik den endog ej opret og paa to —
Kort, var den fromme Gode blot en Koe,
Saa fælder ved dens Lig den rørte Muse Taarer,
Og gav, for at tilbagekalde den,
Den hele Overflod af Bagateller hen,
Som holder Livet op i hine Daarer.
Ja, rinder, Taarer, paa den Frommes Grav!
Med dine Taarer, rørte Sanggudinde,
Skal alle Graziers og Musers Taarer rinde,
Og ømt erindre hvad den Tabtes Liv dem gav
Ved Sundhed at gjengive min Veninde.
Hvo leed ved Hendes Sygdom meer, end De?
O! Muserne svandt hen i Ak og Vee,
Og Grazierne falmed’ med Palmine;
Palmine! thi de førstes Harmonie
Var blot en Gjenklang af Dit Hjertes Melodie —
Og Graziernes Smile vare Dine.
X