Rhapsodie
efter Ramler.
efter Ramler.
Dig forkynde min Sang, du Livets evige Kilde!
Dig, Millioners Læber lovsyngende hilse, Jehova!
Zeus! Oromazes! Gud! du Evige, Store, den Samme!
Gradløs stor i Duggens af Græsset nedrullende Perle!
Gradløs umaalelig stor i Middelsolen, som rastløs
Rundt om sin evig urokkede Grund i susende Hvirvlers
Trindtomstraalende Kredse lyksalige Verdner omsvinge!
Stor i Ormen, hvis Liv kun varer een Dag, og i Seraf,
Som fra umindelig Ungdom udforsker utalte Naturer
Og utallige Led seer knyttet i Væsnernes Kiæde,
Han, den øverste, selv i din Storhed svimlende synker — —
Hvad skal en Dødelig nævne dig, Evige, Jordklodens Sønner?
O! dine Verdners Altrums altoplivende Fylde! —
Hellig Gysen omspænder min Aand, naar i Skovenes Templer
Den sig taber i dig! Omtryllet af Godhed og Almagt
Høit paa Toppen af himmeloptaarnede Fielde, paa Randen
Af den brat i dybeste Mulm huultbrusende Afgrund —
O! hvor svinder deri hver sandselig Lyst! hvor ophøiet
Tændes af Himmelens Ild hver Følelse! Skaber! her staaer jeg
Tabt paa et Støv af dit Alt, og oprækker til dig mine Hænder:
Vil du, Fader! engang, naar mit jordiske smuldrer, opholde
Denne høiere Deel af mit Væsen, som troer dig, og haaber —
Da skal din Almagts, din Godheds, din Herligheds fulde Beundring
Være min endløse Daad, min evige Sang — — —
X.