Skiøn er Purpur-Rosen, naar dens Mund
Aabner sig, og friske, dobbelt røde
Dens jomfruelige Læber møde
Solen i den blide Morgenstund:
Vestenvindens Kiøle den omlufter
I de hede Middagsstraalers Ild;
Blide bedrøvet, yndig stille, mild
Troeskab i dens Aften-Afskeed dufter.
Skiøn er Himlen, naar i Purpur-Glands
Rosens Brudgom frem af Østen træder,
Og en Hær af Livets vakte Glæder
Møder den i Jubelchores Dands:
Lysudspredende den herlig iler,
Blomstersmykket hilser Dalen den,
Skoven tuger Fugles Lov igien;
Al Naturen rundt omkring den smiler.
Men saa skiøn er Purpur-Rosen ei —
Men saa skiøn er Morgenrøden ikke,
Som Uskyldighed i Pigens Blikke,
Naar hun gaaer paa Dydens Himmelvei:
Gudsfrygt hendes unge Siel bevarer,
Aldrig snubler hendes lette Fod;
Sikker vandrer hun sit Maal imod
Tryg i Himlens Varetægt for Farer.
Denne Vei, Marylli! vandre du
Troe til dine Dages Aftenrøde!
Naar dig Jordens falske Veirlys møde,
Kom din Pagt med Himmelen ihu!
Da skal Han, som Uskyld ei forlader,
Af hvis Hænder Solens Purpur flød,
Han, som dig og Rosen rødme bød,
Her og hisset signe dig, som Fader!
X.