H.C. Andersen (1805–75)

Den vaade Taage hænger dorsk over Mark og By,

Det gider ikke regne engang fra sorten Sky;

Selv Gaardens Ænder ligge saa tause hver og een,

Med Hovedet bag Vingen, og ligne Kampesteen.

Ja Bedstemoer i Stolen smaanikker, sover ind;

Den smukke Datterdatter, med Haanden under Kind,

Har gabet fire Gange, jeg veed hvad det spaaer,

See, over Brystet falder det lange, gule Haar.¹

Jeg selv sidder søvnig med Benene paatvers,

Jeg gider ikke læse i mine egne Vers!