Det er dog baade en Skam og Tort,
At vi skal være hans Spillekort;
Ja Bonde og Konge nok saa glad,
Med Damen han tager til Herre-Blad.
Snart er han inde, snart er han ude,
Han titter jo gjennem hver anden Rude.
Af Hjerter har han en mægtig Flok,
Men Kærlighed giver dem alle nok.
Et Kors han sætter for hver som dør,
Saaledes faaer han ihaft sit Kløer.
Paa Graven bliver jeg Spaden vaer,
Den sætter han paa et Kors som Spaer.
Saa spiller han lystigt Livet bort,
Og vi maae tjene som Herrekort.