Det er en lys, en deilig Sommernat;
En Jæger vandrer mellem Klintens Krat,
Han er saa bleg, ak! Sorgen tungt ham nager.
Med Jæger-Taske og med ladt Gevær
Han vandrer Skrænten nær,
Mens Hunden rundt i store Kredse jager.
— Just denne Nat, for otte Somm’re siden,
Hans Moder døde, længe alt før Tiden,
Og nys hans Brud man jordede bag Kirken,
Hvor Storken bygger Rede høit i Birken.
En mægtig Veemod steeg i Sjelen frem,
Han tænkte paa de Kjære, paa sit Hjem,
Den lille Hauge hist bag Huset,
Ak, Alt laae nu i Gruset. —
En Stund han stod saaledes taus nedbøiet,
Da hævede han Øiet;
Guds store Himmel var saa reen og blaa,
Uendeligt foran ham Havet laae,
Og fjernt han saae i Maanelyset blaane,
Den hvide Klint paa Stevns og paa Arcone.
Hans Tanke fløi i Verdens Rummet ud,
Og fromt han atter stoled’ paa sin Gud;
Ei længer græd han for de tabte Kjære,
Han følte: snart han skulde hos dem være.
En salig Fred sødt qvægede hans Bryst;
Hans Øie fulgte langs den høie Kyst;
Som Tempelvægge stod den hvide Klint med Skoven,
Og Himlen danned Kuppelen for oven.
Dybt nede leged’ Bølgen med Klintens brune Tang,
Det lød saa sært i Natten som dæmpet Orgelklang.
Fra Stevns og fra Arcona en Straale lyste smukt
Og spilled’ som en Stjerne hen over Hav og Bugt.
Som Jægeren det skuer sært banker da hans Bryst,
Thi Lyset hurtigt nærmer sig Møens hvide Kyst.
Stævns Klintekonge kommer med Spil og Havfrue-Sang,
Hans Kjortel er en Taage, hans Haar og Skjæg af Tang;
Et Dødningbeen hans Scepter, men Kronen sølverblaae,
Og rundt om Karmen svømme Havpuslinger saa smaae.
Sit Scepter høit han hæver, og ved de stærke Slag
Sig Klinten for ham aabner, men uden Larm og Brag.
Snart kommer og Arconas Drot
Til Møens hvide Sommerslot.
Hans Krone flammer som Guldet rødt,
Men Kinden er bleg og Øiet dødt;
En Skibsmast er hans Spiir og Stang,
Og Kappen er vævet af Skum og Tang,
Den flagrer saa sært i Nattens Vind,
I det han stiger i Fjeldet ind.
En Stund er Alt saa stille, kun Bølgen ruller fort,
Da stiger ud af Fjeldet en Taage tyk og sort,
Og begge Konger ile fra Møens Klint i Harm,
Den tykke Taage skjuler den lette Bølgekarm;
Men Havet vildt sig hæver, det er saa sært at see
De høie, sorte Bølger med Skummets hvide Snee;
De vælte sig mod Kysten og løfte Steen og Tang,
Mens høit fra Dronningstolen man hører sælsom Sang;
Der sidder Klintens Dronning, den høie, blege Mø.
Og skuer stolt og roligt ud paa den sorte Sø!
"Et jordisk Bryst jeg elsker, men ingen Klinte-Drot."
"Dig Jæger jeg udkaarer, boe hos mig i mit Slot!
"Dybt under Dig sig hvælver en Verden skjøn og smuk,
"Der skal hos mig Du glemme Jordlivets bittre Suk.
"Lad Beilerne kun fnyse, og rase vildt paa Sø,
"Du er min Brudgom Jæger, Dig kaarer Klintens Mø!"
Saa toner det i Natten, og Stormen stiger meer,
Igjennem Krat og Grene den hvide Mø han seer;
Et Fadervor han læser, et Kors han for sig slaaer,
Og roligt med sin Bøsse han hjem til Hytten gaaer.
Han tænker paa sin Moder og paa sin tabte Brud,
Saa inderligt han beder: send Du mig Døden Gud!
Hver Søndag klinger festligt hen over Bondens Vang,
Fra Landsby-Kirken, deiligt den stærke Orgelklang,
Og Menigheden synger, og alle Lærker slaae!
De sorte Kors paa Graven i Sommersolen staae;
Og under Kirkens Bue han atter beder Gud:
"O lad mig snart gjensamles med Moder og med Brud!"
— De søndagsklædte Bønder med Hustruer og Smaae
Med Psalmebog i Haanden, fra Kirken hjemad gaae;
Sødt dufte Mark og Enge, og Skoven staaer saa grøn,
Men ved de Kjæres Grave han læser først en Bøn.
I Hyldetræet synger en lille Fugl saa smukt:
"Snart skal som jeg Du svinge Dig bort fra Jordens Bugt!
"Før Vinterstormen kommer Din Vinge voxer ud,
Han hører Fuglen gjerne, thi Sangen han forstaaer,
Men naar ved Midnat ene han gjennem Skoven gaaer,
Da seer han mellem Krattet den hvide Klintens Mø
Hun sidder heit paa Skrænten, tæt ved den salte Sø.
Snart vinker hun saa venlig, snart truer hun i Harm
Men Natte-Duggen falder som Graad paa hendes Barm.
Endt er den gyldne Sommer,
Alt Vinterstormen kommer
Og Svalen drager bort,
O, sikkert ikkun kort
Den arme Jæger dæmpe maae sin Længsel,
Snart aabner Englen ham vift Livets Fængsel.
Tidt tænker han paa Fuglens Trøftesang;
Men Sneen ligger alt paa Mark og Vang,
Det fyger vildt derude,
Og Blomster staae paa Vinduets frosne Rude.
— Mørk Natten er, med Sneefog og Orcan;
Det knager vildt i Skovens Birk og Gran,
Men mellem Stormens Brag
Han hører Øre-Slag.
Skovtyven tumler sig bag Busk og Krat.
Tryg er han i en saadan Rædsels Nat.
Sin Dont en ærlig Jæger røgte maa;
Med sit Gevær og Jæger-Tasken paa
Han Lyden følger.
Alt er han Skrænten nær — han hører Havets Bølger;
Men hver en Sti og Plet han kjender nøie,
Skjøndt Alt er Nat og Mørke for hans Øie.
— Alt ryster Stormen stærkere sin Vinge,
Tæt foran sig han hører Søen klinge.
Et Skridt — — — og med et Skriig,
I Dybet ligger han et blodigt Liig.
"Jeg fanged’ Dig min Brudgom!" saa synger Klintens Mø;
"Ak var Du villigt kommen, da skulde du ei dø.
"Dit Liig jeg kun kan trykke op til mit hvide Bryst,
"Din stolte Sjæl har svunget sig høit til Himlens Kyst!"
I Kirkens stille Have
Høit bølger Græsset paa de glemte Grave,
Men smukt paa Klinten staaer
Det hvide Kors alt mange, mange Aar;
Tidt synger Lærken der i Aftenrøden,
Hvor Jægeren fandt Døden;
Og Bølgen leger venligt med Klintens brune Tang,
Det klinger smukt i Natten som dæmpet Orgelklang.
Nu har den brave Jæger glemt Jordens Sorg og Harm,
Men Duggen staaer som Taare paa Møens hvide Barm.