Svinene
En Ode
En Ode
Das Menschenvolk verachtet dich vergebens,
Der weise Epikur
Verspricht uns ja das höchste Glück des Lebens,
Wenn wir dir gleichen’ nur.
A. Blumauer.
For mangt et Sviin paa To, der spilledes paa Lire,
Thi vil i Dag nu jeg besynge det paa Fire.
Om hvem er mere talt? Om hvem gik flere Ord?
Nei, Svinet er en Helt, der er bekjendt paa Jord,
See vi til Mose-Lov, i den det paraderer,
(Et Djævle-Regiment, i Bugen exercerer).
Saa mangen mægtig Mand gik over i et Sviin,
Derom vi læse kan paa Græsk, som paa Latin.
Ulyssis Helteflok vi see saa lystigt svire,
At gryntende, tilsidst, den gaaer paa alle Fire.
Ja Mange blev til Sviin, derom vi har Besked,
Men endnu mange Fleer, om hvem vi Intet veed.
Thi rask, min Violin! lad dine Strænge bruse,
Saa at din Tordenrøst kan Recensenter knuse!
— See hist ved Bondens Gaard — o hvilken Bjergetop!
(Maaskee det var paa den, ar Jeppe vaagnet op).
Rundtom er udstrøet Halm, forgyldt af Solens Straaler;
At see det Farvespil mit svage Blik ei taaler!
Tys stille! hører dog, fra denne Flamme Kyst,
Det dybe Aandedrag fra Helteflokkens Bryst.
Der sees de Favn i Favn fostbroderligt at hvile,
Og agte ei en Snuus paa Phøbi hede Pile.
O see! ved Bøgens Rod, syv, otte, bitte Grise!
O hvor idyllisk smukt! — et Træsnit af Luise.
Nu nærmer Pigen sig, det er en Hebe fiin,
Hun bringer Maden frem til sine kjære Sviin,
Da reiser Flokken sig, som Helte frem de lyne.
(O see, der er en Galt, med Orden paa sin Tryne)!
Til Taffel gaae de nu, jeg troer det skeer paa Spansk,
Samtalen føre de, som store Folk, paa Fransk. —
Snart lyder Herrebud, det dem til Skoven kalder,
At vinde Egekrands, hvor Olden moden falder;
Da bruges Trynerne, som Sabel og som Spade,
Saa Alferne i Hast tye hen til Bondens Lade;
Og underfuld Musik af hver en Fugletunge,
Man seer de gamle Sviin at sværme med de unge.
Dog, ak! jeg er for svag, jeg kan det ei fortælle,
Der Stof til Epos er, og borgerlig Novelle.
Hver offrer Blodet jo til Pølse for sit Land,
O svar mig Menneske! Hvad Meer gjør nogen Mand?
Dog miskjendt, haanet, her de arme Stakler gaae!
Og deres Længsel — ak! — slet Ingen vil forstaae.
De grusomt bløde maae for Slagterkniven lang;
O hjertekjærende er deres Svanesang.
De døe — — — Mit Øie, ak! af Taarer bliver salt,
Thi hvad jeg føler nu har Ingen ret fortalt.
Jeg kan for Graad ei meer paa Violinen spille,
"La vie est un comlist;" "Das Grab ist tief und stille."