I de hellige guders lund
toner luren i nattens stund;
flammer lyser mod skovens krone,
medens dybe sange tone,
og bag helligdommens gange
står den tavse bundne fange.
Alt nu tier;-
tavs præstinden ham indvier
til den bitre offerdød.
Ja, som Freja er hun smuk;
men hun dæmper sit hjertes suk.
Roligt stirrer det mørke øje;
fangen skuer mod det høje,
i hans indre vildt det flammer —
men det kolde stål ham rammer,
blodet strømmer —
sjælen alt om Freja drømmer,
øjet på præstinden ser.