H.C. Andersen (1805–75)

1

Ind i den dunkle Skov i Tjørn og Krat

Jeg gaaer at søge Urten, som kan læge.

Ud i den dunkle Nat!

Mig vil det vederqvæge!

Jeg bærer selv en Vunde i mit Hjerte,

Min Tanke altid bøied sig mod den.

Nu føler jeg den ei! Det er din Smerte,¹

Som brænder der, min stakkels, unge Ven!

Vent paa min Atterkomst!

Jeg bringer Urten Dig, Din Lykkens Blomst.

H. S. er uden tvivl Harald Scharff (1836–1912), balletdanser ved Det kgl. Teater 1856–71, fra 1861 solodanser. Hans danserkarriere blev brat afbrudt da han i november 1871 kom til skade under en forestilling. Fra 1857 til HCAs død nævnes han hyppigt i digterens dagbøger og almanakker — ofte sammen med sin „uadskillelige ven” (HCA-forskeren H. Topsøe-Jensens udtryk) Lauritz Eckardt (1829–89), skuespiller ved Det kgl. Teater. HCA skriver i dagbogen 17. feb. 1862: „Theodor [Collin] satte mig i meget ilde Humeur, med at fremhæve hvor stærk jeg viiste min Kjærlighed for S[charff], at man lagde Mærke der til [.....].” Når HCA aldrig nævner Harald Scharff i sine selvbiografier, hænger det naturligvis sammen med at bekendtskabet blev stiftet da digteren var over de halvtreds.

Smerte,] Smerte.