H.C. Andersen (1805–75)

Hvad Herligt ude Du har seet og hørt,

Hvad Dig har glædet og dit Hjerte rørt,

Du os fortælle vil i Melodier:

Det travle Byliv, Kjern’ og Politur,

Den evig unge, kraftige Natur

Med Dissonantser og med Harmonier.

I Preussens Sand Du Diamanter fandt;

Du fløi mod Syd, og meer Dig Kunsten vandt,

Skjøndt Donaunixen sært med Hjemvee rørte.

Hvor Stephans-Taarnet speiler sig saa smukt,

Du husked’ Øresund og Kjøgebugt,

Og Tanken Dig til dine Kjære førte.

Natur og Kunst din Ungdoms Sjæl henrev,

Mens sød, vemodig Længsel hos Dig blev,

Lad denne Treklang kun fra Strængen klinge!

Syd-Schweits’s Storhed og Melancholi,

Pariser-Livets lette Trylleri,

I Tone-Afrids Du til Danmark bringe!

Dig favner nu din Hustru blid og øm;

Din Reise synes Dig en broget Drøm;

Dog Drøm det var den ei og vil ei blive.

Begeistring drak Du for dit hele Liv!

Dig styrke Kjærlighed hos Slægt og Viv!

Velkommen! vi Dig ærligt Haanden give!