Det lakker ad Morgen. Den kommende Sol
gør Skyerne lyse i Øst.
Han sidder endnu i den halmbundne Stol;
den vokser, den vokser, den knugende Gru,
den vokser, den fylder hans Hu;
han ved ej den ringeste Trøst.
Hun ligger i brændende Feberglød,
hun ligger og taler vildt,
og Kinden rundes nu blussende rød,
og Øjnene stirrer foruden Sans
med ræddelig skiftende Glans,
som altid lyste saa mildt.
Naar blot hun ej stadig snakked saa vildt,
men døsede blideligt hen —
ja blot der var Raad at faa Feberen stilt —.
Jørgen Holm er kørt efter Doktor af Sted
— naar blot han endda faar ham med —
og blot han nu snart kom igen.
„De røde Syrener — de blostrer saa kønt
— ja, saadan et Vejr — saa smukt —
Syrener — aa ja — hvor Livet er skønt —
det kunde — det kunde blevet saa haardt.
En Skam, at de blomstrer saa kort —
— — saa sød som i Dag deres Lugt.
Du kommer igen fra den fremmede By;
det er jeg saa sikker paa —
da bliver det glade Dage paany —.
— — — lad ham være i Fred!
saa gør han jo ingen Fortræd;
husk paa, hvor Degnen kan slaa!”
For Ørerne trykker han Hænderne tæt;
saa grusomt endda det lød!
Han sidder i Timer paa samme Plet
og stirrer, badet i Angstens Sved,
paa Kampen, fortvivlet hed,
der staar mellem Liv og Død.