„Doktor,” hviskede Søren,
det kom saa hæst og saa kort,
„mon hun vil ke’er sig — eller
tror De, hun vil gaa bort?”
Lægen svared slet intet,
han skrev kun en enkelt Mixtur,
talte saa atter Pulsen,
imens han saa paa sit Ur.
„Stort er der ikke at gøre,
naar først det er kommen saa vidt
husk nu blot, hvad jeg sagde
om Isen, forny den tit;.
Bliver det ordentlig passet,
kan Deres Samvittighed
aldrig bebrejde Dem noget,
om nu det gaar op eller ned.”
Uden den mindste Mening
for Sørens Øre det lød.
„Svar mig paa, hvad jeg vil vide
om det bliver Liv eller Død!”
Vidt hans Øjne var aabne
og underløbne med Blod,
støttet ved Stoleryggen
han skjalv fra Isse til Fod.
Lægen trak blot paa Skuldren:
„Kan ikke siges bestemt.
Sagtnes ej Febren før Aften —
ja, saa er Tilfældet slemt;
Følg blot min Forskrift nøje;
den er jo simpel og klar. —
Naa — ja saa er jeg færdig,
lad mig faa tændt min Cigar,
Hjælp mig saa i Kavajen —
den er saa forbandet tung —.
Tak — og tab kun ej Blodet;
hun er jo kraftig og ung;
Man har jo Lov til at haabe
saa længe der blot er Liv;
give sig nytter s’gu ikke,
langt hellere holde sig stiv.
Naa — det vil snart sig vise,
om det gaar op eller ned;
hent mig, hvis det blir værre —
for Resten ved De Besked.”
— Vognen rasled paa Vejen,
dens Eger glitrede blankt;
men derinde i Stuen,
der blev saa mørkt og saa trangt.
„— Holde ved Modet og haabe —
hvor kunde han snakke derom,
komme med saadan noget
til en, der har hørt sin Dom.”