Saa gik der et Par stilleglade Dage
— saa stille, som naar Stormen er forbi
og ikkun fjærnt de mørke Skyer drage.
Den meste Tid han sad ved An Mari,
som laa i lykkelig, halvvaagen Hvile;
hans Moder firmed, travl som nogen Bi,
det var ej sært, hun maatte rastløs ile,
nu her, nu der, fra første Morgengry;
det hele maatte hun alene stile.
Hun tyktes, hun var bleven ung paany,
den Dag, hun flytted ind fra Æftægtsstuen,
sin Gigt hun glemte, og med den sin Sky
for Træk og Kuld, for Dampen over Gruen;
hun glemte alt for Glæden ved at snart
for Sørens Dreng hun skulde holde Huen;
han skulde hedde Lars, det var da klart,
sin Bedstefaders Navn han skulde bære,
— og at en Dreng det blev var grumme rart;
saa kunde det da ikke andet være.
Det var den tredje Dag, han sad ved hende,
ind ad de nordre Vindver Solen skød
et Glimt, der lyste alting op der inde,
ind over Vindveskarmen rødt det flød
med Rosenskær paa Kamrets hvide Vægge,
ja selv paa hendes Kind det Rødme gød,
skønt blot dets Genskær evned did at række;
af Træthed var han ved at slumre hen,
da mærked han en Haand saa let sig lægge
paa hans — lysvaagen var han straks igen
og bøjede sig fremad for at lytte
til hendes sagte Hvisken: „Hør, min Ven,
Du skal faa Søster Else til at flytte
her ind til Dig — hvis jeg blir meget syg —
at Du er ene, det kan ikke nytte.
Naar hun blot er om Barnet, er jeg tryg;
det ene Løfte, det maa Du mig give,
førend — nej nu! — jeg er saa mat, saa myg.”
Imellem sine Hænder, arbejdsstive,
han hendes tog: „Vær Du kun ikke ræd
for Barnets Skyld; vor Mor hun vil jo blive,
hun lader det ej komme til Fortræd,
og nødig vist hun ser en anden drage
her ind og tage sat i hendes Sted.”
Hun smilte svagt — „Vor Mor, ja nogle Dage;
men hun er gammel, gaar sig hurtig træt,
knap tror jeg, at hun Elses Hjælp vil vrage.”
„Men at faa Else til det, blir ej let,
hun har ej sat sin Fod hos os saa længe —”
„Min Ven, Du kender hende ikke ret
som jeg; hun kommer, naar I trænge.”
„Ja, men vi trænger ikke, An Mari;
om alt gaar vel, er Du snart oven Senge,
og saa er al vor Søllehed forbi.”
„Men ligegodt — den Ting maa Du mig love,
Du kan jo sagtens føje mig deri,
saa lægger jeg mig rolig til at sove.”
„Som Du vil have det, skal Du det saa;
at sige Nej, tør en vel ikke vove,
endskønt det hele knap en kan forstaa.”
Da lyste hendes Øjne glade, milde
igennem Skumringen, hvori hun laa
— thi Aftenglansen var hørt op at spille,
saa Væggens Kalk var atter hvid og kold.
„Tak, Tak, min Ven, Du gør, som helst jeg vilde.”
Saa drog hun Haanden af hans faste Hold
og drejed Hovedet og slumred stille.