Og Sletten gik hen og Høsten med
og de vaade Novemberdage.
Saa var det en Aften, henimod Jul,
at Søren vendte tilbage.
De tog imod ham, alle som en,
med Velkomsthilsener mange;
dog skotted de til ham, saa han tit,
som var de lidt halvvejs bange.
Om skævt de keg eller mildt de saa,
han regned det lige meget;
An Mari, hun var jo den samme som før,
hun havde ham ikke sveget.
De snakked til ham ved Kirken iblandt
og bød ham stundom til Gilde;
de vilde jo gøre lidt godt for ham,
som det var gaaet saa ilde.
Men aldrig ham lokked den gode Mad,
ejheller de ynksomme Blikke,
han sagde vel ikke rent ud Nej,
han takked, men kom dog ikke.
Fra Kirken han skyndte sig lige hjem,
de saa ham aldrig i Kroen,
men, naar de paa Hjemvejen kom forbi,
de hørte hans Plejl i Loen.
Han sled ej ret haardt, men Dag efter Dag
saa jævnt i den samme Skure —
hver Morgen, naar de hørte hans Plejl,
de kunde stilt deres Ure.
Og han fik tærsket sin sidste Rug
til samme Tid som de fleste;
da hed det: „Godt, at han kom afsted,
ja, det var jo det, vi vidste.”
Saasnart det var tøet en Fure dybt,
han satte sin Plov i Jorden;
til Klokkeslet spændte han for og fra,
det hele gik efter Snoren.
Han pløjed hvordan saa vejret var,
i Slud og naar Solen bagte;
da hed det: „Nu har han ke’et sig helt,
det er da godt nok at agte,
Og er det lidt sært, som han bær sig ad,
til det er der ikke at sige;
med al den Haardhed, som han har haft,
det er skam ikke saa lige.”