Det blev saa trang en Sommer
som aldrig før hun kendte;
hun hørte ej fra Søren,
slet intet Brev han sendte.
Hun pintes tit af Tvivlen:
om ej han kom tilbage;
da var der ingen Ende
paa Somrens lange Dage.
De gamle, ja de mente,
at nu var Tingen redig;
hun skulde glædes over,
at hun var Søren ledig;
Hvad Dag, hun tyktes om det,
hun kunde faa en anden
— til ham var hun ej bunden;
han var jo fra Forstanden.
Der var jo nu Karl Koutrup
og der var Anders Hage,
og der var mange flere
hun havde Lov at vrage.
Hun hørte knap det halve;
— de snakked til den fejle —
hun ønsked blot, at ingen
til hende vilde bejle.
Det var en sollys Søndag,
en Søndag først i Slet,
den sidste Morgentaage
drev henad Mosen let,
Det ringed just til Kirke,
det var kun første Gang;
de gamle var alt gaaet,
for Vejen var saa trang;
Hun lytted fromt til Klangen,
nu som saa ofte før;
imens hun gik ad Marken,
hun skulde flytte Kør.
Den tunge Tøjrekølle
hun svang i raske Slag,
da bag sig en hun hørte,
som raabte højt „Goddag!”
Hun skygged over Øjet,
nu kendte hun ham godt,
det var jo Anders Hage
i Søndagspudsen flot.
Men hvad var det, han stammed,
som ledte han om Ord;
et Nu — et Blink — en Tanke
igennem hende for,
Da vidste hun hans Ærind,
og medens der han stod
og famled, tog hun sammen
det meste af sit Mod.
Saa slog hun op en Latter,
en Latter høj og klar;
i hendes eget Øre
saa skarp og kold den skar.
„Hvad er det med Dig, Anders,
hvordan er Du vel fat?
Du ser jo ud, som dansed
Du hele sidste Nat,
Som Du Dig vilde hænge,
og dog Du turde ej,
som om Du havde friet
og hentet Dig et Nej.
Hør Anders, har Du friet
og hentet Dig et Nej,
da skal jeg nemt Dig vise
en anden, bedre Vej;
For en jeg ved, som næppe
har noget imod Dig
— nej, bliv kun ikke bange,
det er skam ikke mig.
Det er Per Madsens Enke
i Keilstrup Nørre Gaard,
gaa hen og fri til hende
og sikkert Ja Du faar.
Det dobbelte hun ejer
af hvad der er til mig,
og Gaarden, Anders, Gaarden!
det var en Gaard for Dig.
Og om jeg havde Velstand
som Karen Nørregaard” —
hun lo ej mere — „Anders,
mon ej Du nok forstaar,
At har til en man bøjet
sor Alvor al sit Sind,
er det ej godt at flytte
til nogen anden ind;
Det blev ej til det gode
for nogen af de to;
det øde deres Glæde
og deres Sjælero.
Og Anders, mens vi snakker
om dette her, jeg ved
for Venskabs Skyld Du gør mig
jo nok en Villighed.
I Fald,” nu lo hun atter,
„Du hører nogen Tid,
at en vil bejle til mig,
da lad ham ej gaa hid,
Du kan ham gerne sige,
at det er spildt Umag,
og at et Nej han henter,
det er en afgjort Sag.
Men gammelkendte Venner
maa det ej skille ad —
og hvis jeg voldte Ufred,
da var jeg aldrig glad.
Naa da, jeg staar og snakker,
men kom nu ind til vort
og faa en Gang at drikke;
Du skal ej gaa saa kort.”
„Nej Tak, jeg har ej Stunder — —”
„Ih, hvad er det for Jag,
en skulde tro, Du glemte,
at det er Helligdag;
Du skal gaa med og smage
vor Mors det nye Øl,
og se om det er vokset
vort firemaaneds Føl,
Og Studene, som Fader
fik Skifte paa i Gaar
— naa — det var knap, jeg husked,
jeg skulde flytte Faar —
Kom med, for Far han bliver
ej god, gaar Du forbi.”
Saa fulgtes Anders Hage
hjemad med An Mari.
Han tænkte, mens de fulgte
den jævne Grønjordssti:
„Det var et farligt Mundtøj,
der er paa An Mari,
Og som hun alting gætted
før en fik noget sagt
og gjorde af det hele
før en tog sig i Agt,
Og som hun alt fik drejet,
det gik saa fluks, saa let —
en maatte næsten nødes
at give hende Ret.”