Det var en Foraarsaften klar og stille,
den sidste Aften, før han kom afsted;
de mødtes ude ved det lange Dige,
i Afskedsstunden der de søgte Fred.
Fra Vest imellem Grenene det lyste,
og Skæret trak sig blegere mod Nord.
I Skyggen af de sortnende Syrener
de stod en Stund og talte knap et Ord.
Han mumled: „Nu er Dagen næsten borte,”
han stirred mod det varme Skær i Vest,
„om jeg var død og aldrig saa den mere
— om jeg var død — det havde været bedst.”
„Du maa ej sige saadan noget, Søren,
tænk ej saa meget paa den haarde Død;
tænk paa den Tid, Du vender frisk tilbage,
da den er dreven over, al vor Nød.”
„Kan hænde, det er haardt at dø — kan hænde
at leve, det er haardere endnu —
jeg gruer for, hvordan vi skal os bjærge
igennem Livet sammen, jeg og Du;
Det lurer paa mig, om i alle Kroge,
det store, rædselsfulde — aa, jeg ved
ej hvad det er! kun en Gang har jeg set det,
det var den Gang — den Gang, da Graven skred.
Men altid kan jeg agte det omkring mig,
det lister om mig, rundt og atter rundt,
jeg ved ej, hvad det er — men stort som intet andet,
det er det — og som intet andet ondt.
Hvis nu det tog mig, før jeg kom tilbage —
Hu! meget bedre, om en da var død;
for, tænk en Gang, om aldrig mer vi mødtes!
Aa, Herre Gud! blot en var aldrig fød.
Saa tit og mangen Gang har Du det kuet;
men hvis det skete, det fik Magt med Dig!
og til Din sidste Stund Du maatte bære
Forbandelsen, der ligger over mig!”
Han tav. Hun smiled stille op imod ham:
„Knap nok forstaar jeg alt, hvad Du har sagt;
men vær ej ræd for mig — for det, Du frygter,
det ved jeg, over mig faar aldrig Magt.
Og Du skal tro, at alt kan blive bedre
for mig og Dig, end det i Dag ser ud;
jeg ved saa vist, Du kommer frisk tilbage;
derom jeg beder hver en Stund til Gud.
Rejs Du kun trøstigt; der hvor hen Du kommer,
skal Du jo lære, selv at kue let
hvad nu Du frygter — aa, jeg ved saa sikkert,
at snart Du faar at se, at jeg har Ret.
Men gaa nu hjem, min Ven, for det er silde,
og hvil Dig ud, thi Rejsen bliver svær,
og rejs kun trøstigt; naar igen vi mødes,
da ved jeg, Du er frisk, min Hjærtenskær.”
Hun trykked tavs hans Haand imellem sine,
de veksled hverken Favntag eller Kys;
hun saa ham kun et enligt Nu i Øjet:
henvejret Rædslen var, som sled ham nys.
Han gik. Hun satte sig paa Diget stille,
hun vogted paa hans Skridt, til han forsvandt;
sit Hoved bøjed hun, sin Gud hun priste,
at end den sidste Gang hun Sejren vandt.
Syrenerne paa Diget bag ved hende
de viftede i Aftenvinden tyst —
var det en Draabe Dug, var det en Taare,
som ned i Græsset blinkede saa lyst?
Syrenens halvt udsprungne Blade nynned
den store Haabets Hymne uden Ord,
den store Trøst, for hver som elsker, lider:
det sker Dig, som Du vil og som Du tror.