Den Tid før Kløvern blomstrer
og førend Rugen drær,
den Tid, der kommer Grøde
i Moser og i Kær,
Da Himmelbranden bølger
i blaalig Lokkedis,
da hver den Ting, der lever,
udsynger Somrens Pris. — —
En Formiddag, han havde
just gjort den første Bed,
gik Søren Larsen hastigt
ad Vestermosen ned,
Hvor Jørgen Holm skar Klyne
og An Mari skød ud;
med sorte Torv hun dækked
Kæruldens hvide Skrud.
De havde just holdt Mel’mad;
henstrakt i Lyngen laa
nu An Mari og stirred
op i det store Blaa,
Mens Skronnigedens Skogger
ned over hende lød.
Den gamle sad og tygged
det sidste Stykke Brød.
Da vaktes hun af Fodtrin,
saaledes gik kun en,
for op og glatted Skørtet
ned over sine Ben.
Og Sørens Øjne fanged
det kendte lyse Smil;
men lige til den gamle
han gik, i uvant Il.
Det var — han vilde have
Besked — derfor han kom —
men Jørgen blev urolig;
han vidste vel hvorom.
Han raabte til sin Datter
lidt hastig og lidt bøs:
„Gaa hen og bind den brune,
hun er vist gaaet løs.”
Saa vendte han sig sindigt
til Søren: „Om Besked?
vi har da ingen Udstand,
saa vidt jeg eller ved?”
„Nej, det hvorfor jeg kommer,
det er min egen Sag —
om vi maa flytte sammen
en Gang før Mikkelsdag?”
Den gamle strakte langsomt
sin arbejdsstive Krop,
imens i Vestelommen
han ledte Skraaen op.
„Om I maa faa Jert Gilde
en Gang før Mikkelsdag —
hæ — naa — hvad skal en sige
det har vel ingen Jag?
Du er jo god nok saadan,
er ogsaa jævnt i Vej —
derfor jeg huer ikke
at sige rent ud Nej;
Men ser Du, vi blir gamle,
og hvis nu An Mari
hun drager af, saa bliver
det hele Kludderi.”
„Men Jørgen Holm, jeg tykkes,
at I har en igen — — —”
Da brød han løs, den gamle:
„Hvor Fanden vil Du hen!
Du ved jo godt, at Else
hun er til ingen Ting,
men alle sine Dage
maa gaa ved Kæp omkring,
Du ved jo, Ryggen duer
saa lidt som hendes Ben,
saa det er alt, hun magter
at gøre Stuen ren. —
Jeg giver ej mit Minde,
jeg sætter ingen Dag —
der er hun — snak nu ikke
for snart om denne Sag;
For der er mange Dele
at overlægge først.
Aa, An Mari, tag Lejlen,
for Søren er vel tørst.”
Han skulde netop give
et hastigt Svar igen,
da hviskede hun halvhøjt:
„Giv kun lidt Tid, min Ven.”
Saa tog han tavs ved Lejlen
og drak i lange Drag.
Hun hvisked: „Giv kun Stunder;
der kommer vel den Dag.” —
Og, mens han over Brinken
gik bort med lange Skridt,
tog de paany til Arbejd —
hver af dem tænkte sit.