Hvad hjælper det, Vaaren vil komme —?
O Digter, er det dit Bud
til dem, der staar i det tomme
og spørger om Vej til Gud;
paa Frugten vi Træet kender:
en Digter med tomme Hænder
er Træet, der skal gaa ud.
Jeg hørte de springende Noder,
der lyst fra din Fløjte lød,
jeg fulgte dig, Digter og Broder,
og smilte, som Fløjten bød,
men maatte vel undres saare,
da Smilet saa snart blev Taare,
og Livet saa snart blev Død.
Selv saa jeg de Blade dale,
selv følte jeg Dødens Vé,
og dog vil jeg sagte tale,
hvad Døden end lader ske,
o vist er det sandt, vi fældes,
men heller end overvældes
af Smerten, maa Skjalden le.
Der sidder en Flok og venter
en rig Musik i din Hal,
saa stem dine Instrumenter,
men ikke til Flugt og Fald,
en Hær af ludende Rygge
er kun en gusten Lykke
for den, der fik Kunst og Kald.
Slet er dit Kvad, thi Bladet
blev liggende, Jord af Jord,
hvor er vel den Flugt i Kvadet,
det Vers, det Opstandelsens Ord,
der hvirvler hint Blad af Baaren,
jeg savner det Vers om Vaaren,
der følger i Kuldens Spor.
Jeg savner det Vers, den Vilje,
det strømmende Digtervejr,
der fremtryller Rose og Lilje
for den, der er Sorgen nær —
og, Broder, det kunde dog hænde,
at kom vi til Tidens Ende,
stod Rosen og vented os dèr, —
ej Blændværk, ej Dans over Mosen,
ej Rosen bygget af Ord,
af Rytmer og Klang, men Rosen,
sandfærdig af Luft og Jord,
som sagte i Morgnen vugged
og hilste os: Broder af Sukket,
se Rosen! Din Rose gror.
Læg atter Fløjten for Munden,
lad Verset sagte gaa hen —
som Fuglen synger i Lunden
lad Fløjten synge, og kend:
Den fløjter den gamle Salme:
Hvad gør det, Høsten skal falme,
naar Vaaren kommer igen.